Shhh...jeg er aktiv

Altså, jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men jeg har haft så travlt med at være krea (og også sådan noget, der hedder arbejde), at bloggen er blevet nedprioriteret. Pinligt, pinligt, og ærgeligt, for jeg elsker det jo, det der bloggeri. Men jeg har jo også kastet det ene projekt op i luften efter det andet herude, som ikke rigtigt er kommet nogen vegne, så nu har jeg været nødt til at gøre noget ved dem, og det kan dokumenteres faktisk...om snart.
Og så har den ellers stået på lidt spæd trodsalder herhjemme, så jeg har ikke haft ork til ret meget, når først stængerne har kunnet ligge vandret i sofaen om aftenen, og jeg også i et kort øjeblik er kommet i tanke om, at det faktisk ikke er luft i maven, jeg kan mærke. Nåeh ja, man var jo også gravid, og det er sjovt som der bare slet ikke er hverken tid eller behov for det samme fokus på det, som der var første gang. Men det er nu nok også lidt fordi, at det bare er en rigtig god tid i graviditeten lige nu. For bare en måned siden, var der ikke mange kvalme-fri timer, så nu nyder jeg, at det hele er let...inden det begynder at blive tungt. På snør-lige-mine-snørebånd-for-mig-måden. Og så skal man jo ikke tage fejl af, hvad sol og de der tre små erantis, jeg foreløbig har kunnet plukke i haven, gør ved én og ens aktivitetsniveau. Kæft, hvor er det fedt!  Og så lader vi lige som om man slet ikke ser det afslørende sollys på både rude og vase. Tror jeg vil skynde mig at skyde skylden på fedtede børnefingre...

Had-kærlighedsforhold

Der er ting, man hader før man får børn, og som man stadig hader, når man har fået børn. Såsom Teletubbies. I will always hate, det holder jeg altså fast i! Og så er der ting, som man på en eller anden mærkelig måde bliver forført til at elske lidt, fordi man oplever det gennem sit barns øjne. Selvom man ville have forsvoret det.
Sådan er det hjemme hos os med Carsten & Gitte. Carsten & Gitte er vist nok skabt af Anders Morgenthaler og bliver sendt på DR. Og de og hele deres univers, er simpelthen noget af det grimmeste, jeg nogensinde hat set! Og jeg har syntes, at de var støjende, irriterende og bare alt, alt for grimme, til at de skulle have lov at blive lukket ind i vores stue herhjemme. Men så fik My en bog. Og så var vi solgt. Eller My og hendes far var. De har læst den som godnathistorie, og jeg har kunnet høre dem grine og fjolle sammen om bogen...ikke særlig godnat-agtig læsning, men hyggeligt. Og så må man jo overgive sig, for måske er det grimt, men det går tydeligvis rent ind hos barnet, og hvis man selv giver det en chance, så kan man godt forstå hvorfor. Gitte har så store tænder, at hun savler konstant, og hun snotter så meget, at hun kan lave (og laver!) halskæder af sit snot. Carsten har en dum stemme, er tit ramt af udslæt og er i det hele taget også lidt ulækker. My elsker det. Da My og hendes far havde læst den første bog i laser, måtte vi på biblioteket og låne den næste, og stor var lykken, da vi idag med posten modtog endnu et eksemplar i rækken:

 

Bogen hedder "Carsten & Gitte - Sommerfugle i maven". Og den der tunge, man kan se i Carstens mund, den kan man røre ved. Den er simpelthen så godt lavet, at My næsten er bange for at røre den. Den er helt blød og klistret og ULÆKKER! Og selve bogen, som er en pop-up-bog, er handler alt muligt, men mest om sjove udtryk såsom "sommerfugle i maven" og "tudse i halsen". Og midt i alt det klamme og grimme er det faktisk både sjovt og ret så lærerigt. 

Jeg anbefaler Carsten & Gitte (mest i bøger, i TV fænger de ikke rigtigt herhjemme i hvert fald). Også selvom man skulle tro, at det var løgn!

Det ømmeste punkt

Igår var min veninde i nogle (lange) timer rigtig alvorligt bange for, at hun måske havde mistet sin datter, som var forsvundet i de norske fjelde. Heldigvis endte det rigtig lykkeligt. Gudskelov.
Havde jeg ikke selv haft en lille pige, havde jeg stadig været ked af det og dybt bekymret på min venindes vegne igår. Men når man selv har fået barn og er blevet en forælder, så er der altså en helt speciel forældresolidaritet og medfølelse, som forbinder én til andre forældre. I det hele taget, men især når noget med ens børn er rigtig lykkeligt eller aldeles grusomt. Og man gribes af en meget dybere både glæde og angst på andre forældres vegne, særligt de forældre, som også er i ens venne- og bekendtskabskreds.
Og nogle gange, som igår, får det én til at tænke lidt dybere over livet.

At have fået min lille pige, er det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for et kæmpe ansvar, og oplevede en lidt hård og stædig fødselsreaktion, som var lang tid om at slippe mig.
Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)

Men på en dag som igår (og såmænd da også på en helt almindelig udramatisk dag, hvor barnet bare er umuligt), bliver jeg mindet om, hvorfor det også er så forfærdeligt at få et barn. Fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder ( OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.

Men i gårsdagens tankerække nåede jeg også frem til, at der jo er en mening med galskaben. For angsten er jo (surpriiiise) også med til at få en til at sætte pris på det, man har. At glæde sig over livet, de små hjertesmeltende øjeblikke, opleve en grund til at være her. Som f.eks. når den lille fis lige pludselig vender sig om fra legetøjet og siger:"Skal vi ikke lige synge en sang i stedet for at snakke?". Det er da fantastisk!

Lykken er vel at vide, at man har meget at miste, rigtig meget at glæde sig over og helt uendeligt meget at leve for. Bare nogen lige gad at love én på forhånd, at man aldrig vil blive udsat for at miste det. Ik?

Kreastædighed

Efter sigende kan man blive hvidhåret "over night". Det var også tæt på. For for hulan, hvor kan jeg få dybe panderynker og højtsiddende skuldre, når sådan noget gnidrearbejde stritter imod. Men heldigvis er jeg  også forsynet med en vis portion stædighed, når det kommer til kreative projekter. Ikke sådan forstået, at jeg bare bliver ved, til det bliver færdigt (oooooh no....det modsatte kan hurtigt dokumenteres ved et kig i lageret af igangværende kreationer). Nej, men når det kommer til at lære noget nyt i den retning, så VIL jeg fatte det. Og nu sidder den der vist også:

Tadaaaaaaaaaaa!!!

Farverne snyder lidt, - det skal forestille mørk lyng-agtig lilla og marineblå. Otte firkanter er det blevet til indtil videre, og medmindre mine hænder falder af (hvilket det godt kunne tyde lidt på lige nu), så er der et slumretæppe på trapperne. Der findes helt sikkert smukkere eksemplarer out there i blogland, men jaaah altså. Det er fantastisk når kreastædighed betaler sig.

Det var egentlig ikke med vilje

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Undskyld jeg bander.

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?  

Tandlæger & TinsolDATER

Der kan nå at ske meget på en dag, sommetider. Denne startede med, at My skulle til tandlægen for første gang. Og må jeg sige: Mes compliments til tandlægens pædagogiske evner...NOT! Det skal lige siges, at My af uforklarlige årsager er uhyre flink til at få børstet tænder, og at det aldrig har været en årsag til skrig-hyl-episoder i denne husstand. Dem har vi så haft på andre områder, men den tager vi lige en anden god gang...

Det startede ellers meget godt og pædagogisk med et lille kig på Bamse og Kylling og deres tænder. Men nu er My sjældent sen til at fornemme, når der er "voksen-tricks" i luften, såsom fikse overtalelsesmetoder. Så hun stak i et hyl, og brugte så resten af tiden på at brøle mig ind i brystkassen, mens tandlægen plaprede febrilsk og skingert derudaf som en småhysterisk høne, med fængende, super-kommunikative bemærkninger som "jeg har sørme også et barnebarn på din alder, er det ikke sjovt?".

Jo! Det synes en to-årig da, er noget af det morsomste!! Glem alt om tårer, jeg smækker da bisserne på bordet, og lader den fremmede dame rode mig i munden! Jeg forsøgte helt roligt at sige, at hvis vi lige gav hende et øjeblik, til at få reaktionen ud, så ville det gå fint. Men man sætter åbenbart ikke ekstra tid af, til at skabe grundlaget for et roligt og vellykket første besøg hos tandlægen. Så tilsidst mente Fru Kluk, at hvis "Mor lige holder hende fast, så gør vi det hurtigt". Sådan, well done. Så skal hun nok elske tandlæger fra nu af.
Nå, men et klistermærke og en lilla tandbørste med glimmer rigere, kan man jo hurtigt komme sig over det meste, og hvis det ikke kan gøre det, så er det her noget af det bedste, man kan møde på sin vej, når man trænger til en lille opmuntring.

My insisterer på, at det er tinsoldater. Og ikke bare det, - der skal tryk på "dater". "Efter dem, Mor, det er tinsolDATER!!". No problem...Mor vil også gerne følges lidt med dem :)

Hvert år må man blive en bedre dreng

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!

P.S. Juhuuuuuu og lidt øv.

Jeg indhenter vist lige lovlig meget af det forsømte på bloggen idag, men jeg bliver altså lige nødt til at vise jer det her

Jeg elsker altså, når man finder gode ting i sine gemmer, som man helt havde glemt, at man havde. Det her er bestemt ingen undtagelse. Da jeg skulle tage billeder til mit forrige indlæg om mormors kasser, fik jeg kigget kasserne igennem, og se så lige. Alle de her skønne fjer og mange flere lå sjovt nok i kassen med mærkaten "fjer" på. Dem havde jeg glemt alt om, så jeg må se at finde på noget, jeg kan bruge lidt fjer til. Og midt i al glæden kan man jo så godt ærgre sig lidt over, at man ikke huskede på dem, da man stod der og skulle være innovativ med adventskrans, dørpynt og kalenderlysdekorationer. Lidt øv, men så må det noteres til glæde for næste års pynt.

Saanktaa Luuciiaaaaa, Sanktaaaa Luciaaaaa

Sådan ser det ud, når man står og venter på Luciaoptog i Tivoli på en rigtig kold søndag aften. Billedet er måske ikke af den bedste kvalität, men jeg synes egentlig, det afspejler situationen og oplevelsen meget godt. Enormt meget hygge, stemning, glæde og imponade over Tivoli i julen 2009. Og så samtidig også lidt for meget kulde (måske især om tæerne, - damn de dyre støvler...børnetæer  formår jo at blive kolde UANSET hvor mange, hvor få og hvor uldne og u-uldne lag, de pakkes ind i). Og lidt for megen venten i hektisk menneskemylder...og en far der hentede varm kakao, og kom for sent tilbage til højdepunktet, hvor de små bekronedes sang bølgede forbi os. Men vi fangede dem henne ved Nimb og ved nu til næste år, at det er dér, man skal tage opstilling fra starten, for at få den helt rigtige udsigt. Og hvis politiet så også kunne indstille deres helikopter til at hænge et andet sted end lige over Nimb til næste år, SÅ bliver det rigtig fint.
Men når det så er sagt, skal man jo ikke klage. Der ER jo fint derinde, jeg kan på helt mainstream, kommerciel og banal vis ikke få nok af de dér gyldne hængepile ved søen i Tivoli, -det er altså smukt. Og barnet var glad (græd godt nok lidt over, at Lucia var slut...så poetisk) og fik sit første (og tydeligvis IKKE sidste) kakao-mælkeskæg, og vi voksne kyssede og sneen dryssede. Og så er det ikke engang løgn. Tilgiv mig rimet for julehistoriens og romantikkens skyld.

Lidt af det + lidt af det = minder?

Ej, jeg har været sløv på bloggen den sidste uge (eller uger??). Men det er også fordi, der foregår ting og sager, når det er julemåned. Som kræver tid og hygge. Som det her

Og alt muligt andet, som er alt for (jule)hemmeligt, til at blive afbilledet på bloggen. Og ja, Jeg har rent faktisk taget mig sammen til at lave lidt julebag i år, og det fik mig til at tænke på, hvad det er, der sker for mig med julen og tid sådan cirka hvert år. I november har jeg en million tanker, billeder (altså dér inde i hovedet ikke?) af, hvor julet det hele skal blive. Og alligevel tager tiden fusen på mig, og pludselig er det jul. Men i år får den ikke lov at smutte uden om, den julemåned. I år skal der gennemjules, for det er sådan, tiden fyldes ud, får fylde og det er faktisk lig med hyggelige, rare juleminder. Og de er slet ikke dårlige at samle på.

Jul hjemme hos mig

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

Det startede med et par mus

Det har været en dag, hvor der på en eller anden måde både er sket en hel masse og egentlig ikke særlig meget.

Det startede med, at jeg lavede nogle mus. En god bid af dagen har jeg nemlig haft alenetid. Den gik på Frederiksberg Bibliotek sammen med seje svigerinde Pernille. Vi var i den grad til filte-workshop, og vi hyggede os og lagde store planer for vores fælles fremtid i filtbranchen. We'll see...

Eftermiddagen gik med lidt tiltrængt frokost i Valby og så kommer vi til sagen: En hurtig sniger i Søstrene Grene. Jeg har nævnt det før, - jeg elsker julen. Og mens andre lige nu tager dybe indåndinger og er ved at nå brækstadiet over, at julen efterhånden kommer i oktober, tæller jeg, i hvert fald fra nu, lige så stille ned. Til adventskransen skal laves, til julepynten skal op og kalenderlyset tændes. Til december måneds arrangementer her og der og, i særdeleshed efter vi har et institutionsbarn hjemme hos os, ALLEVEGNE. Og til juleferie. Og til jul. Og til at opleve at My oplever det hele helt forfra. Heldige lille æbleskive.

Jeg har det sådan, at Søstrene Grene er et forfærdeligt og et fantastisk sted.
Forfærdeligt fordi: Hvor kan man pludselig synes, at en hel masse skrammel er fint og uundværligt, og så fordi ...hvem har egentlig lavet det, og hvor gamle er de...eller hvor unge?
Fantastisk fordi man kan få en masse inspirerende dimser, bånd, lys, dåser, glas ....og det er billigt!
Det er et dilemma, hvis man først kommer i det global-socialbevidste hjørne.
Nonetheless kom der lidt i kurven, og det kunne være blevet meget værre, hvis ikke jeg havde taget mig lidt sammen. Så må jeg lige tygge lidt på, hvordan, i hvilken kombination og hvor, det skal tages i brug.

Og med hensyn til de der mus. Jeg må konstatere, at en filt-workshop does not a filt-artist make. Så jeg må lige overveje, om de har gjort sig fortjent til at indfinde sig her på bloggen...

Lykken er...

Et rødt Briokomfur.

Og rigtig mange andre fine og søde gaver.

Hold da op, hvor hun havde en god fødselsdag, og hold da op, hvor var forældrene trætte, da vi gik på puden. Truth be told (og det skal den jo), var vi allerede ved at segne efter at have haft dagplejegæster til formiddagsfødselsdag fra kl. 9.30. Tænk at man kan blive så træt af at have sådan et par bittesmå gæster og en dagplejer.

Om aftenen havde vi besøg af de skønne mennesker Todd & Maria (af os kaldt "amerikanerne" og af My "Todd og Hia"), som kom til Mortens And. Dem har My til vores store glæde har kastet sin kærlighed på, og DET er hyggeligt, og endnu mere hyggeligt er det, at kærligheden er gengældt. Det er så dejligt at se ens barn knytte bånd til venner, som man selv holder af, og at have venner, som engagerer sig  i ens barn. Det er altså noget....

Moderen måtte sænke ambitionsniveauet, - efterårs-flora og -fauna-borddækningen blev reduceret undervejs. Egentlig endte jeg med at være helt tilfreds med, at det lykkedes lige at nå at få lidt nødtørftig makeup på. Ja, er der noget man lærer af moderskabet, så er det at omlægge sine prioriteringer.

MEN gæssene blev beviseligt færdige,

og det var et mere end glad og tilfreds fødselsdagsbarn, som lige akkurat kunne holde sig vågen til at puste lysene ud på sin egen lagkage. Den vågne læser vil kunne se små pink figurer på kagen, og nej, det er ikke teletubbies, men Lille My-silhuetter.

Hun måtte holdes lidt hen, fordi vi andre lige skulle bruge lidt længere tid på at mæske os. Min private kok (læs: min skønne mand) lavede and og tilbehør, som sang i ganen og stadig runger af juleduft i mine stuer....

Gås in the making...

My har som nævnt fødselsdag på tirsdag, og jeg er godt i gang med at forberede dagen. Og det lyder måske lige lovlig ambitiøst og overdrevent, men jeg har stadig dårlig samvittighed over at have født et barn ind i årets mest grå og triste måned. Så nu, hvor hun er blevet stor nok til at vide, at hun har fødselsdag, giver jeg den gas (gås, hæ) med hyggelige fødselsdag-med-efterårstema-ting. Hun har fødselsdag på den eneste dag i november, hvor der i forvejen var noget, der lignede noget, der kunne skabes lidt festivitas omkring, - Mortens Aftens Dag. Så jeg syr gæs...of course til en fødselsdag tænker du måske, men meningen er, at der skal være alle mulige dyr, efterårsblomster og -væsner på bordet. Så håber jeg, at hun kan lære at elske november. Gæssene skal fyldes med uld, og det er faktisk lige før jeg har følt mig lidt som sådan en foie gras-producent, mens jeg har siddet og stoppet uld ned i halsen på den stakkels gås. De er snart færdige, og har undervejs set sådan ud:

De færdige gæs må lægges herud næste gang.
Hendes far og jeg glæder os mindst lige så meget som hende til på tirsdag, - det er så fedt, at opleve og genopleve barneglæden ved at have fødselsdag gennem hende. Det skorter ikke på hentydninger af den knapt så idylliske og beskedne slags: "Tirsdag er min føttedag mor...så er det fest...jeg skal have gave". Ja, det er noget, hun gennem længere tid er blevet hjernevasket med af det større barn i dagplejen....men mon ikke hun får ret?