Stor pige, stort værelse...og snart storesøster

Når man snart skal være storesøster (måske allerede om et par uger), har man brug for et STORT værelse, hvor man kan lege, tegne, høre musik, invitere gæster ind, og sove i fred. 

Det bedste af det hele ved, at værelset nu langt om længe er nææææsten færdigt er, at My er SÅ glad for det. I går hængte jeg et dynebetræk op over hendes hyggekrog med madras og puder og lavede hule for hende (den hyggekrog bliver vist også ret anvendeligt for os andre i den meget nære fremtid, når den ene forælder får brug for at forlade dobbeltsengen og få lidt sammenhængende søvn.) "Tak, det var sødt af dig", jublede My så lige så nutte-artigt, hvilket (inden det hele bliver FOR nuttet) var en rigtig dejlig afveksling fra pjevs, piv og gråd fra en lille pige, som i den grad kan mærke, at mors energi er nedadgående.

Den store mave er i vejen for gode, store kram og vild leg, og selvom hun både virker glad og interesseret i både mave, indhold og snak om at blive storesøster, så fornemmer hun vist også, at det hele snart bliver lidt anderledes, end det plejer. Don't we all.  

Jeg skal have tage nogle bedre billeder af selve rummet, men foreløbig er jeg ikke nået længere end til at få lidt detaljer fra værelset med. Det når jeg nu. Der har været gang i den med færdiggørelsen af værelset, så denne uge står på afslapning og stilfærdige barselsnusserier, inden vi i næste uge skal pakke usandsynligt meget ned og med, når vi tager hul på sommerferien.  

Had-kærlighedsforhold

Der er ting, man hader før man får børn, og som man stadig hader, når man har fået børn. Såsom Teletubbies. I will always hate, det holder jeg altså fast i! Og så er der ting, som man på en eller anden mærkelig måde bliver forført til at elske lidt, fordi man oplever det gennem sit barns øjne. Selvom man ville have forsvoret det.
Sådan er det hjemme hos os med Carsten & Gitte. Carsten & Gitte er vist nok skabt af Anders Morgenthaler og bliver sendt på DR. Og de og hele deres univers, er simpelthen noget af det grimmeste, jeg nogensinde hat set! Og jeg har syntes, at de var støjende, irriterende og bare alt, alt for grimme, til at de skulle have lov at blive lukket ind i vores stue herhjemme. Men så fik My en bog. Og så var vi solgt. Eller My og hendes far var. De har læst den som godnathistorie, og jeg har kunnet høre dem grine og fjolle sammen om bogen...ikke særlig godnat-agtig læsning, men hyggeligt. Og så må man jo overgive sig, for måske er det grimt, men det går tydeligvis rent ind hos barnet, og hvis man selv giver det en chance, så kan man godt forstå hvorfor. Gitte har så store tænder, at hun savler konstant, og hun snotter så meget, at hun kan lave (og laver!) halskæder af sit snot. Carsten har en dum stemme, er tit ramt af udslæt og er i det hele taget også lidt ulækker. My elsker det. Da My og hendes far havde læst den første bog i laser, måtte vi på biblioteket og låne den næste, og stor var lykken, da vi idag med posten modtog endnu et eksemplar i rækken:

 

Bogen hedder "Carsten & Gitte - Sommerfugle i maven". Og den der tunge, man kan se i Carstens mund, den kan man røre ved. Den er simpelthen så godt lavet, at My næsten er bange for at røre den. Den er helt blød og klistret og ULÆKKER! Og selve bogen, som er en pop-up-bog, er handler alt muligt, men mest om sjove udtryk såsom "sommerfugle i maven" og "tudse i halsen". Og midt i alt det klamme og grimme er det faktisk både sjovt og ret så lærerigt. 

Jeg anbefaler Carsten & Gitte (mest i bøger, i TV fænger de ikke rigtigt herhjemme i hvert fald). Også selvom man skulle tro, at det var løgn!

En tøs! # 2

Eller bare P.S.
Ja, træerne vokser jo heller ikke ind i tøsehimlen. Da jeg puttede My i seng her til aften, afsluttede hun (ligesom i går og aftenen før) godnat-ritualerne med ordene: "Imorgen får jeg en motorcykel!. En sort! Det kunne jeg rigtig godt tænke mig!"
Jeg ved virkelig ikke, hvor den idé stammer fra?? Alle besynderligheder og skøre indfald i den retning plejer at stamme fra Pippi Langstrømpe...men det kan vist ikke lige passe i det her tilfælde.
I morgen må jeg lige høre, hvem det er hun omgåes, som har sådan én, og som må have inspireret til ønsket.
Men ok, pink neglelak og sort motorcykel. Det holder sgu da!

Det var egentlig ikke med vilje

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Undskyld jeg bander.

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?  

Tandlæger & TinsolDATER

Der kan nå at ske meget på en dag, sommetider. Denne startede med, at My skulle til tandlægen for første gang. Og må jeg sige: Mes compliments til tandlægens pædagogiske evner...NOT! Det skal lige siges, at My af uforklarlige årsager er uhyre flink til at få børstet tænder, og at det aldrig har været en årsag til skrig-hyl-episoder i denne husstand. Dem har vi så haft på andre områder, men den tager vi lige en anden god gang...

Det startede ellers meget godt og pædagogisk med et lille kig på Bamse og Kylling og deres tænder. Men nu er My sjældent sen til at fornemme, når der er "voksen-tricks" i luften, såsom fikse overtalelsesmetoder. Så hun stak i et hyl, og brugte så resten af tiden på at brøle mig ind i brystkassen, mens tandlægen plaprede febrilsk og skingert derudaf som en småhysterisk høne, med fængende, super-kommunikative bemærkninger som "jeg har sørme også et barnebarn på din alder, er det ikke sjovt?".

Jo! Det synes en to-årig da, er noget af det morsomste!! Glem alt om tårer, jeg smækker da bisserne på bordet, og lader den fremmede dame rode mig i munden! Jeg forsøgte helt roligt at sige, at hvis vi lige gav hende et øjeblik, til at få reaktionen ud, så ville det gå fint. Men man sætter åbenbart ikke ekstra tid af, til at skabe grundlaget for et roligt og vellykket første besøg hos tandlægen. Så tilsidst mente Fru Kluk, at hvis "Mor lige holder hende fast, så gør vi det hurtigt". Sådan, well done. Så skal hun nok elske tandlæger fra nu af.
Nå, men et klistermærke og en lilla tandbørste med glimmer rigere, kan man jo hurtigt komme sig over det meste, og hvis det ikke kan gøre det, så er det her noget af det bedste, man kan møde på sin vej, når man trænger til en lille opmuntring.

My insisterer på, at det er tinsoldater. Og ikke bare det, - der skal tryk på "dater". "Efter dem, Mor, det er tinsolDATER!!". No problem...Mor vil også gerne følges lidt med dem :)

Hvert år må man blive en bedre dreng

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!

Jul hjemme hos mig

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

Natkiggert med zen

I går aftes skulle jeg mødes med de 5 dejlige piger i min mødregruppe, som jeg er så heldig stadig at ses med her 2 år efter vi mødtes. Vi mødes oftere og oftere om aftenen og uden børn, og det er så skønt at give den gas med den fælles interesse om børne-og -opdragelsessnakken, - uden afbrydelser.

Vores mødested ligger i gåafstand fra mit hjem, og på vejen derhen kom jeg til at tænke på Anna Skyggebjerg og hendes bog "Zen for mødre". Budskabet i hendes bog er, at man som mor (især når man som hun er alenemor) skal huske at tage sig nogle solo-øjeblikke, hvor man nyder at være sig selv, og gøre det man har lyst til. Ego-øjeblikke om man vil, hvor man lader op til at være god mor resten af tiden. Det kan være 5 minutter eller så længe man har mulighed for, bare man gør det. Jeg er enig, jeg tror man bliver en bedre mor af også at prioritere sig selv, om det så er med sport, med et langt aftenbad, eller bare en tur ned til postkassen. Guderne skal vide, at jeg som mor er og har været ekstremt dårlig til at tage mig zen-øjeblikke, og det bliver ikke bedre af, at jeg fungerer ret dårligt med alt, der lugter af spiritualitet. Og dermed også med noget med zen. MEN igår på min gåtur ned til mødregruppen, greb følelsen mig pludselig. Jeg havde efterladt min datter hos sin far, luften var frisk, klar og kold. Jeg gik alene og skulle noget, jeg glædede mig til. Det var sgu zen lige dér!

Og bedst af alt: Om næsten-vinteren, når det er mørkt ude, er det lyst inde. Så er der fri lejlighed til at glo og lure på, hvordan alle naboer og genboer bor og har indrettet sig, og på hvad de laver (læs: hvilke afslørende tv-programmer, der brager ud i stuerne fra mega-fladskærmene, som tydeligvis er et must her i 2650) på en helt almindelig hverdagsaften.
Jeg gik langsomt, og gloede til den store guldmedalje både ud og hjem. Nød luften og lysene, som ledte tankerne hen på den forestående juletid, som jeg elsker.
Måske zen med lidt dårlig stil, men jeg nød det...

Lykken er...

Et rødt Briokomfur.

Og rigtig mange andre fine og søde gaver.

Hold da op, hvor hun havde en god fødselsdag, og hold da op, hvor var forældrene trætte, da vi gik på puden. Truth be told (og det skal den jo), var vi allerede ved at segne efter at have haft dagplejegæster til formiddagsfødselsdag fra kl. 9.30. Tænk at man kan blive så træt af at have sådan et par bittesmå gæster og en dagplejer.

Om aftenen havde vi besøg af de skønne mennesker Todd & Maria (af os kaldt "amerikanerne" og af My "Todd og Hia"), som kom til Mortens And. Dem har My til vores store glæde har kastet sin kærlighed på, og DET er hyggeligt, og endnu mere hyggeligt er det, at kærligheden er gengældt. Det er så dejligt at se ens barn knytte bånd til venner, som man selv holder af, og at have venner, som engagerer sig  i ens barn. Det er altså noget....

Moderen måtte sænke ambitionsniveauet, - efterårs-flora og -fauna-borddækningen blev reduceret undervejs. Egentlig endte jeg med at være helt tilfreds med, at det lykkedes lige at nå at få lidt nødtørftig makeup på. Ja, er der noget man lærer af moderskabet, så er det at omlægge sine prioriteringer.

MEN gæssene blev beviseligt færdige,

og det var et mere end glad og tilfreds fødselsdagsbarn, som lige akkurat kunne holde sig vågen til at puste lysene ud på sin egen lagkage. Den vågne læser vil kunne se små pink figurer på kagen, og nej, det er ikke teletubbies, men Lille My-silhuetter.

Hun måtte holdes lidt hen, fordi vi andre lige skulle bruge lidt længere tid på at mæske os. Min private kok (læs: min skønne mand) lavede and og tilbehør, som sang i ganen og stadig runger af juleduft i mine stuer....

Gås in the making...

My har som nævnt fødselsdag på tirsdag, og jeg er godt i gang med at forberede dagen. Og det lyder måske lige lovlig ambitiøst og overdrevent, men jeg har stadig dårlig samvittighed over at have født et barn ind i årets mest grå og triste måned. Så nu, hvor hun er blevet stor nok til at vide, at hun har fødselsdag, giver jeg den gas (gås, hæ) med hyggelige fødselsdag-med-efterårstema-ting. Hun har fødselsdag på den eneste dag i november, hvor der i forvejen var noget, der lignede noget, der kunne skabes lidt festivitas omkring, - Mortens Aftens Dag. Så jeg syr gæs...of course til en fødselsdag tænker du måske, men meningen er, at der skal være alle mulige dyr, efterårsblomster og -væsner på bordet. Så håber jeg, at hun kan lære at elske november. Gæssene skal fyldes med uld, og det er faktisk lige før jeg har følt mig lidt som sådan en foie gras-producent, mens jeg har siddet og stoppet uld ned i halsen på den stakkels gås. De er snart færdige, og har undervejs set sådan ud:

De færdige gæs må lægges herud næste gang.
Hendes far og jeg glæder os mindst lige så meget som hende til på tirsdag, - det er så fedt, at opleve og genopleve barneglæden ved at have fødselsdag gennem hende. Det skorter ikke på hentydninger af den knapt så idylliske og beskedne slags: "Tirsdag er min føttedag mor...så er det fest...jeg skal have gave". Ja, det er noget, hun gennem længere tid er blevet hjernevasket med af det større barn i dagplejen....men mon ikke hun får ret?