fredag den 27. november 2009

Jul hjemme hos mig


Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.




Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du gav dig tid til at skrive en kommentar!

Related Posts with Thumbnails