Undskyld jeg bander.

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?