P.S. Juhuuuuuu og lidt øv.

Jeg indhenter vist lige lovlig meget af det forsømte på bloggen idag, men jeg bliver altså lige nødt til at vise jer det her

Jeg elsker altså, når man finder gode ting i sine gemmer, som man helt havde glemt, at man havde. Det her er bestemt ingen undtagelse. Da jeg skulle tage billeder til mit forrige indlæg om mormors kasser, fik jeg kigget kasserne igennem, og se så lige. Alle de her skønne fjer og mange flere lå sjovt nok i kassen med mærkaten "fjer" på. Dem havde jeg glemt alt om, så jeg må se at finde på noget, jeg kan bruge lidt fjer til. Og midt i al glæden kan man jo så godt ærgre sig lidt over, at man ikke huskede på dem, da man stod der og skulle være innovativ med adventskrans, dørpynt og kalenderlysdekorationer. Lidt øv, men så må det noteres til glæde for næste års pynt.

Mormors kasser

Da min mormor skulle fraflytte sit hjem gennem 40-50 år, var hendes krea-rum i kælderen en guldgrube uden lige. Og det bedste var, at vi måtte tage, hvad vi ville have. Der var kasser og atter kasser med silkepapir, glanspapir, farvet karton, guldborder, bånd, glimmer, glitter, rester af tapet og voksdug fra det forrige århundrede. Det var kort sagt et slaraffenland for enhver kreativ sjæl. Og noget af det bedste var dem her:

Kasserne. Lige så længe jeg kan huske, at jeg sukket efter at eje bare én. Det er simpelthen de fineste, gode gamle og gedigne kassersom jeg slet ikke tør tænke på, hvad ville koste idag. De er stort set ikke slidt selvom de må have mindst 30-40-50 år på bagen, og nu er de mine! Eller, det her er jo kun et lille udsnit, for jeg tror der var 30-40 af dem i kælderen, og der er jo også andre damer i min familie, plus en bror med sans for kvalitet, damn it. Så kasserne er fordelt mellem os, og kan jo rumme hvad som helst, både tøselir og drengegrej. Bemærk det lille vippelåg, som gør det muligt at snige ting i kasserne, uden at tage dem ned...rigtig fiks detalje, når man er et lille, dovent rodehoved, som samtidig kan lide at tingene komme på plads. Jeps. Rektangulære, praktiske, gode!

Saanktaa Luuciiaaaaa, Sanktaaaa Luciaaaaa

Sådan ser det ud, når man står og venter på Luciaoptog i Tivoli på en rigtig kold søndag aften. Billedet er måske ikke af den bedste kvalität, men jeg synes egentlig, det afspejler situationen og oplevelsen meget godt. Enormt meget hygge, stemning, glæde og imponade over Tivoli i julen 2009. Og så samtidig også lidt for meget kulde (måske især om tæerne, - damn de dyre støvler...børnetæer  formår jo at blive kolde UANSET hvor mange, hvor få og hvor uldne og u-uldne lag, de pakkes ind i). Og lidt for megen venten i hektisk menneskemylder...og en far der hentede varm kakao, og kom for sent tilbage til højdepunktet, hvor de små bekronedes sang bølgede forbi os. Men vi fangede dem henne ved Nimb og ved nu til næste år, at det er dér, man skal tage opstilling fra starten, for at få den helt rigtige udsigt. Og hvis politiet så også kunne indstille deres helikopter til at hænge et andet sted end lige over Nimb til næste år, SÅ bliver det rigtig fint.
Men når det så er sagt, skal man jo ikke klage. Der ER jo fint derinde, jeg kan på helt mainstream, kommerciel og banal vis ikke få nok af de dér gyldne hængepile ved søen i Tivoli, -det er altså smukt. Og barnet var glad (græd godt nok lidt over, at Lucia var slut...så poetisk) og fik sit første (og tydeligvis IKKE sidste) kakao-mælkeskæg, og vi voksne kyssede og sneen dryssede. Og så er det ikke engang løgn. Tilgiv mig rimet for julehistoriens og romantikkens skyld.

Lidt af det + lidt af det = minder?

Ej, jeg har været sløv på bloggen den sidste uge (eller uger??). Men det er også fordi, der foregår ting og sager, når det er julemåned. Som kræver tid og hygge. Som det her

Og alt muligt andet, som er alt for (jule)hemmeligt, til at blive afbilledet på bloggen. Og ja, Jeg har rent faktisk taget mig sammen til at lave lidt julebag i år, og det fik mig til at tænke på, hvad det er, der sker for mig med julen og tid sådan cirka hvert år. I november har jeg en million tanker, billeder (altså dér inde i hovedet ikke?) af, hvor julet det hele skal blive. Og alligevel tager tiden fusen på mig, og pludselig er det jul. Men i år får den ikke lov at smutte uden om, den julemåned. I år skal der gennemjules, for det er sådan, tiden fyldes ud, får fylde og det er faktisk lig med hyggelige, rare juleminder. Og de er slet ikke dårlige at samle på.

When you wish upon a staaaaaar *

Jeg har været syg eller noget, der ligner, de sidste dage. Og det er da ualmindeligt irriterende. Dels fordi jeg har måttet ligge som en anden Maude hver andet øjeblik, og dels fordi jeg nu er kommet helt bagud med julepynten og -stemningen i det hele taget. Altså jeg kan slet ikke komme op i julegear! Og jeg som tog hul på det hele tidligere end normalt, - nu skulle der jo gerne være hygge, knas, lys, juledufte og pynt på dameblads-måden i alle kroge, karme og kaminåbninger. (Ja da, vi har masser af kaminer, - på Disneymåden...I wish). Nå, nu er det blevet til en enkelt vindueskarm, adventskrans og lidt kalenderlysdeko. Smukt omgivet af nullermænd og støv fra brændeovnen...not so Disney. Så jeg må vel igang, selvom mit korpus stadig mærker sengen kalde...bare man havde en Jesper Fårekylling, der ligesom svingede med noget tryllestav, ryddede op på Mary Poppins-måden og lige fik ens wishes til at komme true... Måske blæser skidtet selv ind i krogene, hvis jeg bare sidder her og hoster længe nok. Sådan à la sommerfugle-effekten.

Jul hjemme hos mig

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

De sover, Mor!

Ja, så skidt da. Her kommer de mus, selvom jeg ikke er helt stolt ved dem..navnlig ikke ørerne. Man skal lige øve sig lidt, for at filten bliver fast og kraftig nok. Derfor har ørerne ikke helt fået den rette rejsning, om man så må sige, og sidder ikke helt godt nok. Så jeg forsøgte at kompensere med lidt broderet fjæs, og de glade øjne blev, som My konstaterede, måske lidt sovende at se på. Og hvad kan man så overhovedet lege med dem? Men det taknemmelige barn kan lide dem, og det er jo det vigtigste.

Det startede med et par mus

Det har været en dag, hvor der på en eller anden måde både er sket en hel masse og egentlig ikke særlig meget.

Det startede med, at jeg lavede nogle mus. En god bid af dagen har jeg nemlig haft alenetid. Den gik på Frederiksberg Bibliotek sammen med seje svigerinde Pernille. Vi var i den grad til filte-workshop, og vi hyggede os og lagde store planer for vores fælles fremtid i filtbranchen. We'll see...

Eftermiddagen gik med lidt tiltrængt frokost i Valby og så kommer vi til sagen: En hurtig sniger i Søstrene Grene. Jeg har nævnt det før, - jeg elsker julen. Og mens andre lige nu tager dybe indåndinger og er ved at nå brækstadiet over, at julen efterhånden kommer i oktober, tæller jeg, i hvert fald fra nu, lige så stille ned. Til adventskransen skal laves, til julepynten skal op og kalenderlyset tændes. Til december måneds arrangementer her og der og, i særdeleshed efter vi har et institutionsbarn hjemme hos os, ALLEVEGNE. Og til juleferie. Og til jul. Og til at opleve at My oplever det hele helt forfra. Heldige lille æbleskive.

Jeg har det sådan, at Søstrene Grene er et forfærdeligt og et fantastisk sted.
Forfærdeligt fordi: Hvor kan man pludselig synes, at en hel masse skrammel er fint og uundværligt, og så fordi ...hvem har egentlig lavet det, og hvor gamle er de...eller hvor unge?
Fantastisk fordi man kan få en masse inspirerende dimser, bånd, lys, dåser, glas ....og det er billigt!
Det er et dilemma, hvis man først kommer i det global-socialbevidste hjørne.
Nonetheless kom der lidt i kurven, og det kunne være blevet meget værre, hvis ikke jeg havde taget mig lidt sammen. Så må jeg lige tygge lidt på, hvordan, i hvilken kombination og hvor, det skal tages i brug.

Og med hensyn til de der mus. Jeg må konstatere, at en filt-workshop does not a filt-artist make. Så jeg må lige overveje, om de har gjort sig fortjent til at indfinde sig her på bloggen...

Ingen billeder, tak...

Nogle dage forløber helt typisk, helt ubemærket og efter rutinen. Andre dage spænder ben, eller er bare mærkelige. Enkelte dage tager røven lidt på én.

Det sidste døgns tid henne i mit liv kan opsummeres nogenlunde således:
Afleverede grædende barn i legestue
Arbejdede på tekster til min hjemmeside
Ryddede op og gjorde lidt rent inden familiemiddag om aftenen.
Flænsede hånden med et stk. knækket stilk fra vinglas
Holdt splatterfest og storblødte i hele huset
Cyklede liiiige et smut på skadestuen i frisk blæst
Ventede liiiige 2 timer på skadestuen
Cyklede absolut ikke liiiiige, men derimod meget langsomt hjem i strid storm-modvind og haglvejr
Fortsatte oprydningen og vaskede blod væk på crime-scene-måden
Fik assistance til børneafhentning, som fandt sted ca. 2 min. i stress
Havde middagsgæster, hyggeligt faktisk
Hoppede helt udramatisk på hovedet i seng kl. ca. 22
Stod op til "blodsplat the sequel" inde hos My, som havde næseblod ud over hele sengen og sig selv.

Jeg undlader at lægge billede op til dette indlæg, forstås....

Ses vi?

Noget jeg virkelig har glædet mig til, er omsider en realitet...

Fra nu af er der ved Nørreport easy acces til Oles vidunderlige bærtærter, og åbenbart er det også en kaffebar, så lur mig om ikke de fleste af os vil flokkes om en plads i wonderland.
Det skal i hvert fald ikke vare længe, før jeg er at finde derinde.
Ses vi?

Natkiggert med zen

I går aftes skulle jeg mødes med de 5 dejlige piger i min mødregruppe, som jeg er så heldig stadig at ses med her 2 år efter vi mødtes. Vi mødes oftere og oftere om aftenen og uden børn, og det er så skønt at give den gas med den fælles interesse om børne-og -opdragelsessnakken, - uden afbrydelser.

Vores mødested ligger i gåafstand fra mit hjem, og på vejen derhen kom jeg til at tænke på Anna Skyggebjerg og hendes bog "Zen for mødre". Budskabet i hendes bog er, at man som mor (især når man som hun er alenemor) skal huske at tage sig nogle solo-øjeblikke, hvor man nyder at være sig selv, og gøre det man har lyst til. Ego-øjeblikke om man vil, hvor man lader op til at være god mor resten af tiden. Det kan være 5 minutter eller så længe man har mulighed for, bare man gør det. Jeg er enig, jeg tror man bliver en bedre mor af også at prioritere sig selv, om det så er med sport, med et langt aftenbad, eller bare en tur ned til postkassen. Guderne skal vide, at jeg som mor er og har været ekstremt dårlig til at tage mig zen-øjeblikke, og det bliver ikke bedre af, at jeg fungerer ret dårligt med alt, der lugter af spiritualitet. Og dermed også med noget med zen. MEN igår på min gåtur ned til mødregruppen, greb følelsen mig pludselig. Jeg havde efterladt min datter hos sin far, luften var frisk, klar og kold. Jeg gik alene og skulle noget, jeg glædede mig til. Det var sgu zen lige dér!

Og bedst af alt: Om næsten-vinteren, når det er mørkt ude, er det lyst inde. Så er der fri lejlighed til at glo og lure på, hvordan alle naboer og genboer bor og har indrettet sig, og på hvad de laver (læs: hvilke afslørende tv-programmer, der brager ud i stuerne fra mega-fladskærmene, som tydeligvis er et must her i 2650) på en helt almindelig hverdagsaften.
Jeg gik langsomt, og gloede til den store guldmedalje både ud og hjem. Nød luften og lysene, som ledte tankerne hen på den forestående juletid, som jeg elsker.
Måske zen med lidt dårlig stil, men jeg nød det...

Lykken er...

Et rødt Briokomfur.

Og rigtig mange andre fine og søde gaver.

Hold da op, hvor hun havde en god fødselsdag, og hold da op, hvor var forældrene trætte, da vi gik på puden. Truth be told (og det skal den jo), var vi allerede ved at segne efter at have haft dagplejegæster til formiddagsfødselsdag fra kl. 9.30. Tænk at man kan blive så træt af at have sådan et par bittesmå gæster og en dagplejer.

Om aftenen havde vi besøg af de skønne mennesker Todd & Maria (af os kaldt "amerikanerne" og af My "Todd og Hia"), som kom til Mortens And. Dem har My til vores store glæde har kastet sin kærlighed på, og DET er hyggeligt, og endnu mere hyggeligt er det, at kærligheden er gengældt. Det er så dejligt at se ens barn knytte bånd til venner, som man selv holder af, og at have venner, som engagerer sig  i ens barn. Det er altså noget....

Moderen måtte sænke ambitionsniveauet, - efterårs-flora og -fauna-borddækningen blev reduceret undervejs. Egentlig endte jeg med at være helt tilfreds med, at det lykkedes lige at nå at få lidt nødtørftig makeup på. Ja, er der noget man lærer af moderskabet, så er det at omlægge sine prioriteringer.

MEN gæssene blev beviseligt færdige,

og det var et mere end glad og tilfreds fødselsdagsbarn, som lige akkurat kunne holde sig vågen til at puste lysene ud på sin egen lagkage. Den vågne læser vil kunne se små pink figurer på kagen, og nej, det er ikke teletubbies, men Lille My-silhuetter.

Hun måtte holdes lidt hen, fordi vi andre lige skulle bruge lidt længere tid på at mæske os. Min private kok (læs: min skønne mand) lavede and og tilbehør, som sang i ganen og stadig runger af juleduft i mine stuer....

Gås in the making...

My har som nævnt fødselsdag på tirsdag, og jeg er godt i gang med at forberede dagen. Og det lyder måske lige lovlig ambitiøst og overdrevent, men jeg har stadig dårlig samvittighed over at have født et barn ind i årets mest grå og triste måned. Så nu, hvor hun er blevet stor nok til at vide, at hun har fødselsdag, giver jeg den gas (gås, hæ) med hyggelige fødselsdag-med-efterårstema-ting. Hun har fødselsdag på den eneste dag i november, hvor der i forvejen var noget, der lignede noget, der kunne skabes lidt festivitas omkring, - Mortens Aftens Dag. Så jeg syr gæs...of course til en fødselsdag tænker du måske, men meningen er, at der skal være alle mulige dyr, efterårsblomster og -væsner på bordet. Så håber jeg, at hun kan lære at elske november. Gæssene skal fyldes med uld, og det er faktisk lige før jeg har følt mig lidt som sådan en foie gras-producent, mens jeg har siddet og stoppet uld ned i halsen på den stakkels gås. De er snart færdige, og har undervejs set sådan ud:

De færdige gæs må lægges herud næste gang.
Hendes far og jeg glæder os mindst lige så meget som hende til på tirsdag, - det er så fedt, at opleve og genopleve barneglæden ved at have fødselsdag gennem hende. Det skorter ikke på hentydninger af den knapt så idylliske og beskedne slags: "Tirsdag er min føttedag mor...så er det fest...jeg skal have gave". Ja, det er noget, hun gennem længere tid er blevet hjernevasket med af det større barn i dagplejen....men mon ikke hun får ret?

Nå da da

Nå, så tager jeg mig sammen, og begynder rent faktisk at skrive noget på min blog.
Og hvad er planen så egentlig? Jo, the rules are, there ain't no rules! Her skal min indre rodebutik udleves, dokumenteres og systematiseres. Det er jo et banalt faktum, at ting bliver mere overskuelige, når man sætter ord på dem. Og så tror jeg også, at man bliver bedre til at opdage, anerkende og sætte pris på, at man har et rigtig godt liv, når man giver sig tid til at beskrive og dokumentere det med ord og billeder. Så min blog skal bruges til netop det, og så til at udvikle mine idéer, dele, sparre og lade mig inspirere af andre skønne bloggere. Den kommer forhåbentlig også til at medvirke til at bringe mig et skridt nærmere mine arbejdsprojekter og drømme. Med andre ord, her kommer stort og småt, personligt og fagligt fra mit liv og min hverdag.

For tiden pusler jeg med alverdens små og store kreative projekter, selvstændig virksomhed undervejs, og indimellem det nyder jeg min mand og vores ubeskriveligt skønne datter My. Hun kommer nok også til at fylde en hel del her på bloggen...Hun fylder 2 år på tirsdag, og til forskel fra sidste år ved hun det, og hun glæder sig. Og det er næsten ikke til at tåååle at se det lille menneske juble og sige jubiiiiii, når man snakker om det. Det er altså glæde, der smitter.