Søndag, sne og what to do?

Det er søndag. Med virkelig meget sne. Overalt. Stod op til ambitioner om snemandsbyggeri i haven med entusiastisk mand og barn. En del duplobyggeri og en lidt for kort eftermiddagslur senere (barnets) må jeg indse, at det bare ikke går. Der ligger sne i haven i knæhøjde... I går besluttede vi at kælke op at købe lidt ind, og måtte vende om halvvejs, fordi barnet græd af kulde.Det var simpelthen bare for koldt og ikke spor sjovt. Og dermed må man nok konkludere, at ambitioner om at bygge snemand i knæhøj sne meget hurtigt bliver meget lidt sjovt, når ens knæ sidder en del lavere end de voksnes...Øv...hvad dælen gør man så med al den sjove sne, når den slet ikke er sjov? På sådan en dag længes jeg efter forår og savner sommer, hvor man slet ikke behøver lave noget særligt, men bare er ude i vejret.

Kreastædighed

Efter sigende kan man blive hvidhåret "over night". Det var også tæt på. For for hulan, hvor kan jeg få dybe panderynker og højtsiddende skuldre, når sådan noget gnidrearbejde stritter imod. Men heldigvis er jeg  også forsynet med en vis portion stædighed, når det kommer til kreative projekter. Ikke sådan forstået, at jeg bare bliver ved, til det bliver færdigt (oooooh no....det modsatte kan hurtigt dokumenteres ved et kig i lageret af igangværende kreationer). Nej, men når det kommer til at lære noget nyt i den retning, så VIL jeg fatte det. Og nu sidder den der vist også:

Tadaaaaaaaaaaa!!!

Farverne snyder lidt, - det skal forestille mørk lyng-agtig lilla og marineblå. Otte firkanter er det blevet til indtil videre, og medmindre mine hænder falder af (hvilket det godt kunne tyde lidt på lige nu), så er der et slumretæppe på trapperne. Der findes helt sikkert smukkere eksemplarer out there i blogland, men jaaah altså. Det er fantastisk når kreastædighed betaler sig.

Aaaaarrgggh

Kom til at blive inspireret af noget garn og noget bog med "hækleskole" i Netto. Hvilket førte til indkøb af ny hæklenål og lækkert garn. Og så ellers i krig med "oldemorfirkanter". Og nu har jeg så siddet og prustet og sukket og jublet og raset på skift hele aftenen. Lidt hækle-teknik-logik er trods alt gået op for mig undervejs, men det tilfredsstillende (hvilket sådan set bare betyder, at det skal ligne det på billederne bare en lille smule) er udeblevet indtil videre. Shit mand. Svigtende graviditets-hukommelse harmonerer dårligt med indlæring af mønstre og gentagende gentagelser af hæklemasker. Jeg har måttet gribe til papir og notesblok, og selv det er åbenbart ikke så ligetil. Faktisk ser det nogenlunde lige så sørgeligt ud som selve hækleriet:

 

Ubehjælpeligt??? Sy's du???! Hva' så mæ det her???

 

Ja, det er jo så godt som en firkant....

Og jeg ved ikke, hvad der er værst. At det er min fatteevne eller min hukommelse, den er gal med.

Konklusion: Det ligner noget med at det vist er en god idé at gå i seng...

Goodbyeruth!

Det var egentlig ikke med vilje

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Undskyld jeg bander.

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?  

Pakkepost fra Japan

Se lige her:

Der er altså ikke noget som at modtage en pakke fra den anden side af jorden. Jeg kan aldrig blive træt af at blive imponeret over, at jeg kan sidde og klikke lidt på min computer, og så kommer der post fra Japan. Med fint lille "Thank you-kort" (jeg hører det med klingende japansk accent i mit hoved), og en prøve på et lille bånd med søde fugle og blomster på. Ih, hvaffor noget fint skal det så bruges til? Det kan godt være, at jeg lyder som en gammel granny, men det er da lidt vildt, ikke? Og helt enormt eksotisk og hyggeligt. Og det bedste er, at jeg faktisk aldrig er blevet skuffet over indholdets farve eller kvalitet. Thank God for Ebay, Etsy og dem allesammen. Det her fantastiske stof, en slags japaner-udgave af Lille Sorte Sambo kunne man vel sige, skal laves til nogle små fine sæder til et par arvede børnestole, som jeg snart får ind ad døren. Det bliver altså fint, tror jeg.

Tandlæger & TinsolDATER

Der kan nå at ske meget på en dag, sommetider. Denne startede med, at My skulle til tandlægen for første gang. Og må jeg sige: Mes compliments til tandlægens pædagogiske evner...NOT! Det skal lige siges, at My af uforklarlige årsager er uhyre flink til at få børstet tænder, og at det aldrig har været en årsag til skrig-hyl-episoder i denne husstand. Dem har vi så haft på andre områder, men den tager vi lige en anden god gang...

Det startede ellers meget godt og pædagogisk med et lille kig på Bamse og Kylling og deres tænder. Men nu er My sjældent sen til at fornemme, når der er "voksen-tricks" i luften, såsom fikse overtalelsesmetoder. Så hun stak i et hyl, og brugte så resten af tiden på at brøle mig ind i brystkassen, mens tandlægen plaprede febrilsk og skingert derudaf som en småhysterisk høne, med fængende, super-kommunikative bemærkninger som "jeg har sørme også et barnebarn på din alder, er det ikke sjovt?".

Jo! Det synes en to-årig da, er noget af det morsomste!! Glem alt om tårer, jeg smækker da bisserne på bordet, og lader den fremmede dame rode mig i munden! Jeg forsøgte helt roligt at sige, at hvis vi lige gav hende et øjeblik, til at få reaktionen ud, så ville det gå fint. Men man sætter åbenbart ikke ekstra tid af, til at skabe grundlaget for et roligt og vellykket første besøg hos tandlægen. Så tilsidst mente Fru Kluk, at hvis "Mor lige holder hende fast, så gør vi det hurtigt". Sådan, well done. Så skal hun nok elske tandlæger fra nu af.
Nå, men et klistermærke og en lilla tandbørste med glimmer rigere, kan man jo hurtigt komme sig over det meste, og hvis det ikke kan gøre det, så er det her noget af det bedste, man kan møde på sin vej, når man trænger til en lille opmuntring.

My insisterer på, at det er tinsoldater. Og ikke bare det, - der skal tryk på "dater". "Efter dem, Mor, det er tinsolDATER!!". No problem...Mor vil også gerne følges lidt med dem :)

Lykken er...

En dejlig dag med manden. Med kærlighed, kys og tre stykker uspecificeret inde i varmen på Aamans Etablissement.
Jeg siger det bare...

Hvert år må man blive en bedre dreng

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!