En tøs! # 2

Eller bare P.S.
Ja, træerne vokser jo heller ikke ind i tøsehimlen. Da jeg puttede My i seng her til aften, afsluttede hun (ligesom i går og aftenen før) godnat-ritualerne med ordene: "Imorgen får jeg en motorcykel!. En sort! Det kunne jeg rigtig godt tænke mig!"
Jeg ved virkelig ikke, hvor den idé stammer fra?? Alle besynderligheder og skøre indfald i den retning plejer at stamme fra Pippi Langstrømpe...men det kan vist ikke lige passe i det her tilfælde.
I morgen må jeg lige høre, hvem det er hun omgåes, som har sådan én, og som må have inspireret til ønsket.
Men ok, pink neglelak og sort motorcykel. Det holder sgu da!

Det var egentlig ikke med vilje

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Undskyld jeg bander.

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?  

Mormors kasser

Da min mormor skulle fraflytte sit hjem gennem 40-50 år, var hendes krea-rum i kælderen en guldgrube uden lige. Og det bedste var, at vi måtte tage, hvad vi ville have. Der var kasser og atter kasser med silkepapir, glanspapir, farvet karton, guldborder, bånd, glimmer, glitter, rester af tapet og voksdug fra det forrige århundrede. Det var kort sagt et slaraffenland for enhver kreativ sjæl. Og noget af det bedste var dem her:

Kasserne. Lige så længe jeg kan huske, at jeg sukket efter at eje bare én. Det er simpelthen de fineste, gode gamle og gedigne kassersom jeg slet ikke tør tænke på, hvad ville koste idag. De er stort set ikke slidt selvom de må have mindst 30-40-50 år på bagen, og nu er de mine! Eller, det her er jo kun et lille udsnit, for jeg tror der var 30-40 af dem i kælderen, og der er jo også andre damer i min familie, plus en bror med sans for kvalitet, damn it. Så kasserne er fordelt mellem os, og kan jo rumme hvad som helst, både tøselir og drengegrej. Bemærk det lille vippelåg, som gør det muligt at snige ting i kasserne, uden at tage dem ned...rigtig fiks detalje, når man er et lille, dovent rodehoved, som samtidig kan lide at tingene komme på plads. Jeps. Rektangulære, praktiske, gode!

Lidt af det + lidt af det = minder?

Ej, jeg har været sløv på bloggen den sidste uge (eller uger??). Men det er også fordi, der foregår ting og sager, når det er julemåned. Som kræver tid og hygge. Som det her

Og alt muligt andet, som er alt for (jule)hemmeligt, til at blive afbilledet på bloggen. Og ja, Jeg har rent faktisk taget mig sammen til at lave lidt julebag i år, og det fik mig til at tænke på, hvad det er, der sker for mig med julen og tid sådan cirka hvert år. I november har jeg en million tanker, billeder (altså dér inde i hovedet ikke?) af, hvor julet det hele skal blive. Og alligevel tager tiden fusen på mig, og pludselig er det jul. Men i år får den ikke lov at smutte uden om, den julemåned. I år skal der gennemjules, for det er sådan, tiden fyldes ud, får fylde og det er faktisk lig med hyggelige, rare juleminder. Og de er slet ikke dårlige at samle på.