En tøs!

Er hvad jeg har. Og jeg er lykkelig for det og for hende. Og for at hun er sådan i sit lille tøsehoved, at hun kommer hjem fra dagpleje og spørger, om hun ikke godt må få neglelak på...også på tæerne, mor! Pink!
DET må hun...

Jeg beklager billedkvali'en. Hun sidder musestille mens både fingre- og tånegle bliver lakeret, og mens de tørrer. Men til sidst var det altså lidt svært at sidde stille. Fantastisk tøs. Alle mødre skulle have lov at få en tøs til at tøse med.

Kreastædighed

Efter sigende kan man blive hvidhåret "over night". Det var også tæt på. For for hulan, hvor kan jeg få dybe panderynker og højtsiddende skuldre, når sådan noget gnidrearbejde stritter imod. Men heldigvis er jeg  også forsynet med en vis portion stædighed, når det kommer til kreative projekter. Ikke sådan forstået, at jeg bare bliver ved, til det bliver færdigt (oooooh no....det modsatte kan hurtigt dokumenteres ved et kig i lageret af igangværende kreationer). Nej, men når det kommer til at lære noget nyt i den retning, så VIL jeg fatte det. Og nu sidder den der vist også:

Tadaaaaaaaaaaa!!!

Farverne snyder lidt, - det skal forestille mørk lyng-agtig lilla og marineblå. Otte firkanter er det blevet til indtil videre, og medmindre mine hænder falder af (hvilket det godt kunne tyde lidt på lige nu), så er der et slumretæppe på trapperne. Der findes helt sikkert smukkere eksemplarer out there i blogland, men jaaah altså. Det er fantastisk når kreastædighed betaler sig.

Det var egentlig ikke med vilje

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Lykken er...

En dejlig dag med manden. Med kærlighed, kys og tre stykker uspecificeret inde i varmen på Aamans Etablissement.
Jeg siger det bare...

Hvert år må man blive en bedre dreng

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!

Saanktaa Luuciiaaaaa, Sanktaaaa Luciaaaaa

Sådan ser det ud, når man står og venter på Luciaoptog i Tivoli på en rigtig kold søndag aften. Billedet er måske ikke af den bedste kvalität, men jeg synes egentlig, det afspejler situationen og oplevelsen meget godt. Enormt meget hygge, stemning, glæde og imponade over Tivoli i julen 2009. Og så samtidig også lidt for meget kulde (måske især om tæerne, - damn de dyre støvler...børnetæer  formår jo at blive kolde UANSET hvor mange, hvor få og hvor uldne og u-uldne lag, de pakkes ind i). Og lidt for megen venten i hektisk menneskemylder...og en far der hentede varm kakao, og kom for sent tilbage til højdepunktet, hvor de små bekronedes sang bølgede forbi os. Men vi fangede dem henne ved Nimb og ved nu til næste år, at det er dér, man skal tage opstilling fra starten, for at få den helt rigtige udsigt. Og hvis politiet så også kunne indstille deres helikopter til at hænge et andet sted end lige over Nimb til næste år, SÅ bliver det rigtig fint.
Men når det så er sagt, skal man jo ikke klage. Der ER jo fint derinde, jeg kan på helt mainstream, kommerciel og banal vis ikke få nok af de dér gyldne hængepile ved søen i Tivoli, -det er altså smukt. Og barnet var glad (græd godt nok lidt over, at Lucia var slut...så poetisk) og fik sit første (og tydeligvis IKKE sidste) kakao-mælkeskæg, og vi voksne kyssede og sneen dryssede. Og så er det ikke engang løgn. Tilgiv mig rimet for julehistoriens og romantikkens skyld.

Lidt af det + lidt af det = minder?

Ej, jeg har været sløv på bloggen den sidste uge (eller uger??). Men det er også fordi, der foregår ting og sager, når det er julemåned. Som kræver tid og hygge. Som det her

Og alt muligt andet, som er alt for (jule)hemmeligt, til at blive afbilledet på bloggen. Og ja, Jeg har rent faktisk taget mig sammen til at lave lidt julebag i år, og det fik mig til at tænke på, hvad det er, der sker for mig med julen og tid sådan cirka hvert år. I november har jeg en million tanker, billeder (altså dér inde i hovedet ikke?) af, hvor julet det hele skal blive. Og alligevel tager tiden fusen på mig, og pludselig er det jul. Men i år får den ikke lov at smutte uden om, den julemåned. I år skal der gennemjules, for det er sådan, tiden fyldes ud, får fylde og det er faktisk lig med hyggelige, rare juleminder. Og de er slet ikke dårlige at samle på.

When you wish upon a staaaaaar *

Jeg har været syg eller noget, der ligner, de sidste dage. Og det er da ualmindeligt irriterende. Dels fordi jeg har måttet ligge som en anden Maude hver andet øjeblik, og dels fordi jeg nu er kommet helt bagud med julepynten og -stemningen i det hele taget. Altså jeg kan slet ikke komme op i julegear! Og jeg som tog hul på det hele tidligere end normalt, - nu skulle der jo gerne være hygge, knas, lys, juledufte og pynt på dameblads-måden i alle kroge, karme og kaminåbninger. (Ja da, vi har masser af kaminer, - på Disneymåden...I wish). Nå, nu er det blevet til en enkelt vindueskarm, adventskrans og lidt kalenderlysdeko. Smukt omgivet af nullermænd og støv fra brændeovnen...not so Disney. Så jeg må vel igang, selvom mit korpus stadig mærker sengen kalde...bare man havde en Jesper Fårekylling, der ligesom svingede med noget tryllestav, ryddede op på Mary Poppins-måden og lige fik ens wishes til at komme true... Måske blæser skidtet selv ind i krogene, hvis jeg bare sidder her og hoster længe nok. Sådan à la sommerfugle-effekten.