Ting tager tid, især på Store Hvededag...

Og vi er i gang med at istandsætte Mys værelse, inden vi bliver én mere i familien om et par måneder. Der kommer billeder senere, men de ligger på mandens kamera, og det vil ikke rigtig enes med min computer...så.

Noget af det gode ved at have sin egen have er, at man kan følge årstiderne på tæt hold. Det bliver man glad i låget af, blandt andet fordi meget af det, der er med til at markere en årstid i haven, er pænt og desuden kan spises. Og i dag kunne jeg så høste de første rabarber og det blev til både is, kompot og sirup, som skal nyyyydes med hyggeligt selskab og forhåbentlig en stribe sol i morgen.

Helt ulig alle andre mødre (aheeem) er mine ambitioner om at være hausfrau, der holder traditioner i hævd, ikke blevet mindre, efter jeg er blevet mor. Så idag blev også dagen, hvor jeg bagte hveder for første gang. Heldigvis var jeg godt i gang med bagningen, da jeg opdagede, at det er en større og særdeles tidskrævende operation at fremstille sølle seks firkantede risteboller, men eftersom jeg var i gang... Så måtte man jo lave tyrkisk dampbad til dem og for-, under-, over- og efterhæve dem og bage dem en syv-otte gange som påkrævet.  Og gudskelov lykkedes det vist nogenlunde. Hjemmets største madkritiker kunne i hvert fald lide dem og spiste dem, selvom hun vidste, at der vankede is bagefter.
Lidt foreløbige billeder af kreationerne her..så vil jeg prøve at huske at indfange rabarberanretningen i morgen, inden der sættes gafler, skeer og tænder i dem.

Shhh...jeg er aktiv

Altså, jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men jeg har haft så travlt med at være krea (og også sådan noget, der hedder arbejde), at bloggen er blevet nedprioriteret. Pinligt, pinligt, og ærgeligt, for jeg elsker det jo, det der bloggeri. Men jeg har jo også kastet det ene projekt op i luften efter det andet herude, som ikke rigtigt er kommet nogen vegne, så nu har jeg været nødt til at gøre noget ved dem, og det kan dokumenteres faktisk...om snart.
Og så har den ellers stået på lidt spæd trodsalder herhjemme, så jeg har ikke haft ork til ret meget, når først stængerne har kunnet ligge vandret i sofaen om aftenen, og jeg også i et kort øjeblik er kommet i tanke om, at det faktisk ikke er luft i maven, jeg kan mærke. Nåeh ja, man var jo også gravid, og det er sjovt som der bare slet ikke er hverken tid eller behov for det samme fokus på det, som der var første gang. Men det er nu nok også lidt fordi, at det bare er en rigtig god tid i graviditeten lige nu. For bare en måned siden, var der ikke mange kvalme-fri timer, så nu nyder jeg, at det hele er let...inden det begynder at blive tungt. På snør-lige-mine-snørebånd-for-mig-måden. Og så skal man jo ikke tage fejl af, hvad sol og de der tre små erantis, jeg foreløbig har kunnet plukke i haven, gør ved én og ens aktivitetsniveau. Kæft, hvor er det fedt!  Og så lader vi lige som om man slet ikke ser det afslørende sollys på både rude og vase. Tror jeg vil skynde mig at skyde skylden på fedtede børnefingre...