tirsdag den 28. september 2010

Krea med skyer

Jeg er ved at lave en uro til Isa. Efter inspiration fra denne dame er jeg gået i sky-mode, og er lige nu ved at finde ud af udformningen. Jeg syr dem i hånden for hyggens skyld, sandsynligvis i libertystof, og fylder dem med enten uld eller bamsefyld, alt efter hvor meget jeg tror, der kommer til at blive savlet og tygget på dem, og hvor tilsvarende helse-agtige, de bør være.

Måske bliver den med regndråber helt som i linket oven for, men det kunne også let gå hen at blive en modificeret udgave, som jeg ikke er helt færdig med at udtænke. For jeg kan bedst lide at holde mig til min krea-præmis som er, at tingene skal kunne bruges til flere formål. Jeg er ret vil med både de smarte, forenklende og besparende elementer i den tankegang, og især når det kommer til stort og småt børneudstyr og -legetøj. Når f.eks. et stykke legetøj har flere anvendelsesmuligheder, har man jo dels fået mere for sine penge, man behøver knapt så meget udstyr derhjemme og med på farten, og så får tingene også et meget længere og lidt mere bæredygtigt liv. Og det synes jeg alt sammen selv er brand smart og noget, man godt kan bruge i den tid, hvor man har småkravl i hjemmet, som konstant vokser fra og ud af alting. Har selv lige lagt et hav af babytøj i kælderen, som ungen allerede er vokset fra. Shit der er fart på i det første år!
Derfor vil jeg gerne lave uroen, så i hvert fald nogle af "dingle-elementerne" fra uroen kan tages af, og sættes på barnevognen som uro eller legetøj. Er den sej nok, kan den også sagtens bruges som hyggeligt element over sengen eller i et hjørne af børneværelse, når hun er blevet større. My har i hvert fald allerede forhørt sig om den ikke skal hænge inde på værelset. Der kommer billeder senere, nu må jeg til synålen, mens bebsen sover skønhedssøvn. (Jeg burde i virkeligheden gøre det samme, hvis man spørger mit spejlbillede)

Brombasse og Brombassemor in spe

Tænk en gang. Min lille pige, har fået plads i en børnehave, og skal starte om en måneds tid. Det er på ingen måde til at fatte, selvom jeg nu sidder med en ny lille baby i armene. Men den anden lille, hun er blevet stor. Og hun stiller spørgsmål, som jeg har svært ved at besvare, hun tager selv sit tøj på, næsten helt selv og næsten helt rigtigt, og hun hjælper til med at lægge vasketøj sammen og på plads. Også næsten helt rigtigt, og så moderen kun får en anelse ticks over, at folder og rækker ikke bliver helt så snorlige, som min autist-lignende ordenssans ville foretrække. (Sjovt nok særdeles selektiv autistisk ordenssans som kun gælder puslebord og køkkenskuffer og skabe...why?)

Nå, og nu starter så en ny epoke i hendes lille liv. Nu skal hun gå på stue med Brombasserne, Mariehønsene eller Sommerfuglene, det ved vi ikke endnu, og der skal smøres madpakke og gås (hæ) til forældremøder. Vi har været helt vildt heldige, og fået plads i den ønskede børnehave, og vi glæder os og er lidt spændte på, hvordan det hele skal gå, for My er en rigtig lille tryghedsnarkoman.

Det er altså en mærkelig blanding af lettelse og glæde over den gode institutionsplads, nostalgiske niv i maven over den dejlige og trygge dagpleje, som vi nu skal sige farvel til...og så lige et lille prik i hjertet over, hvor mange tårer der mon skal løbe. Hos My...og hos mig (godt man kan skyde skylden på hormonerne).

tirsdag den 21. september 2010

Lillehjernen, Brønden og nominering nr. 1

Der er noget, jeg har tænkt på på det seneste. Altså med den hjerne, som hverken dealer med verdenssituationen, mine børns liv og levned, mit parforhold eller andre (for mig) vigtige emner. Derimod er det den del af hjernen, som opfører sig lidt som om, den ligesom er blevet hængende, siden man var barn. Vi kan jo kalde den Lillehjernen (ved godt der er noget, der rent faktisk hedder Lillehjernen, men lad nu det ligge). Lillehjernen tænker faktisk kun på ligegyldigheder, og har muligvis sin storhedstid de gange i livet, man ammer, og konstant slår hjernefrekvensen over på mega-distræt. Lillehjernen tænker på, hvad den mand man så pille bussemænd, mens han kørte bil, mon i grunden ellers går og laver, og om hans kone mon også fanger ham i at pille busse mænd rimelig ofte (og er hun mon virkelig træt af det??). Lillehjernen beskæftiger sig også med vigtige emner såsom "tænk hvis jeg vandt i Lotto", og er i øvrigt også den lille satan, som får en til at glo ind, når man passerer naboens hus, for lige at se, hvad de mon laver derinde. Ja, for det må jo bare være SÅ megaspændende. Men kan man dy sig??? Nosy little sucker er den, Lillehjernen. Og så har den meninger om andre mennesker. Mange. Og nogle af dem er fordomsfulde, urimelige og generaliserende.
Min mand og jeg har været sammen længe nok til, at vi godt tør dele nogele af de ting, som vores Lillehjerner tænker. Det kan være ret sjovt, og lidt pinligt, og samtalerne om de ting ender gerne med noget med "Det siger vi bare IKKE uden for hjemmets fire vægge, for tænk, hvis nogen troede, at vi mente det helt alvorligt."
Nå men på den måde er Brønden blevet til. Brønden er det sted, som vi smider folk, mest kendte personer, ned i, fordi vi synes, de er latterlige. I Brønden bor (i tilfældig rækkefølge, selvom nogle sommetider ligger dybere dernede end andre) :
Mads Kristensen: Jeg hader selvudnævnte eksperter, og han har engang sagt noget om, at kvinder skulle tage sig sammen og lade være at tage på, når de var gravide, og at hans kone da kunne passe sine bukser 1 uge efter fødslen og i øvrigt kun holdt 3 ugers barsel, og.... NÅ! Hold din kæft!
Anne Grethe Bjarup-Riis: Need I say more? So fucking irriterende og bedrevidende om alt.
Don Ø: Årh...orker næsten ikke, men for det første åbner han ikke sin mund, når han taler. Han hvisler bare ordene ud mellem tænderne. Bad sign.
Jeg kan heldigvis ikke huske alle dem, der bor dernede (ja, ja, så mange er det jo heller ikke), men det kan være, jeg kommer på dem.
Lasse Rimmer er i øvrigt godt på vej ned i Brønden, fordi han ikke vil fatte, at han ikke er sjov og nu konsekvent høhø-griner sig igennem sine egne "oplæser-jokes" i Live fra Bremen, for at overbevise os om, at nu er han sjov. NOT

Nå, men tilbage til det, jeg havde tænkt på med den Lillehjerne. Der er altså også anledning til at nominere folk til en Antibrønd. Jeg ved ikke, hvad man kunne kalde den, men det er i hvert fald et sted, hvor jeg gerne ville løfte folk op og fremvise dem, fordi jeg synes de er særlige. OOOHH, Piedestalen da!
Jeg ved ikke, om jeg er helt om mig nok, og er med der, hvor det sker til ligefrem at lave et nomineringstema her på bloggen, men Lillehjernen er da i hvert fald gået i researchboks i et forsøg på at sætte nogle flere mennesker, som fortjener det, op på en piedestal!

Og tadaaaa. I dag vil jeg gerne starte med at nominere Maren Uthaug. Maren skal i den grad sættes op på en piedestal for sin overmorsomme blog, som er min yndlingsblog for tiden. Hun er simpelthen så ærlig og gudommeligt selvironisk, når hun skriver, at hun også kunne fortjene en medalje oveni. Maren skriver om sin trange økonomi, sin pinlige adfærd, sin irritation over børnene og sine løgne både over for både sig selv og børnene. Især er jeg virkelig imponeret over hendes evne til at formidle helt enkle dagligdagshændelser, så de bliver underholdende historier, som rigtig mange kan nikke genkendende til og grine (højlydt) med på. Hatten af for Maren, som får mig til at grine hver dag.

Hallooooooo??

Ja, så var der vist lige én, der fik sig en lang morfar fra bloggen. Men sommeren har været begivenhedsrig, og krævet min opmærksomhed. Og eftersom bloggen jo gerne skal være en overskuds-hobby, og ikke en tung pligt på mine smalle skuldre, er den i den grad blevet nedprioriteret.
Så derfor, med et spædbarn i huset, har jeg holdt en lang pause, og håber nu at jeg kan overskue at skrive indlæg lidt oftere. Det burde jeg. For jeg har fået verdens nemmeste baby. Og den bemærkning skal vist lige skylles efter med noget "indtil videre" og "7-9-13" i håb om, at jeg ikke lige har mega-jinxet tingenes behagelige tilstand.
Related Posts with Thumbnails