onsdag den 30. juni 2010

Jeg skal liiiige...

Ja, de der billeder af børneværelset lader vente på sig, og det kommer de til at blive ved med lidt. Tiden er ved at løbe fra mig. Vi tager på sommerferie om få dage, så jeg skal liiiige vaske oceaner af vasketøj, pakke tsunamier af tøj og udstyr, sy dynebetræk, lagner, ammepude og hækle babytæppe færdigt. Og så skal jeg liiige lande på sommerferie og stikke en sandskovl i hånden på min store pige og kysse hende, mens hun stadig er mit eneste barn. Og så tror jeg sørme, det er ved at være tid til liiige at føde en unge. Så jeg har en del på programmet den næste måneds tid, og holder sommerfri fra bloggen. Måske afbrudt af et enkelt billede af det nytilkomne vidunder, vi får se.

God sommer derude!
Vi ses, senere på sommeren.

/Sofie

tirsdag den 22. juni 2010

Stor pige, stort værelse...og snart storesøster


Når man snart skal være storesøster (måske allerede om et par uger), har man brug for et STORT værelse, hvor man kan lege, tegne, høre musik, invitere gæster ind, og sove i fred. 



Det bedste af det hele ved, at værelset nu langt om længe er nææææsten færdigt er, at My er SÅ glad for det. I går hængte jeg et dynebetræk op over hendes hyggekrog med madras og puder og lavede hule for hende (den hyggekrog bliver vist også ret anvendeligt for os andre i den meget nære fremtid, når den ene forælder får brug for at forlade dobbeltsengen og få lidt sammenhængende søvn.) "Tak, det var sødt af dig", jublede My så lige så nutte-artigt, hvilket (inden det hele bliver FOR nuttet) var en rigtig dejlig afveksling fra pjevs, piv og gråd fra en lille pige, som i den grad kan mærke, at mors energi er nedadgående.
Den store mave er i vejen for gode, store kram og vild leg, og selvom hun både virker glad og interesseret i både mave, indhold og snak om at blive storesøster, så fornemmer hun vist også, at det hele snart bliver lidt anderledes, end det plejer. Don't we all.  
Jeg skal have tage nogle bedre billeder af selve rummet, men foreløbig er jeg ikke nået længere end til at få lidt detaljer fra værelset med. Det når jeg nu. Der har været gang i den med færdiggørelsen af værelset, så denne uge står på afslapning og stilfærdige barselsnusserier, inden vi i næste uge skal pakke usandsynligt meget ned og med, når vi tager hul på sommerferien.  

mandag den 7. juni 2010

Og vinderne er....

Så fik vi trukket de heldige vindere af Pogga-puderne!

My trak lod, og de heldige blev, som det kan dokumenteres:




Sara og Brinch-Kristensen! Tillykke!!!

Send mig jeres adresser, og lad mig vide, hvilken pude I foretrækker (blå eller lilla, jeg trækker lod, hvis I vil have den samme) på min mail: sofiegrove@hotmail.com, så får i puden med posten.

/Sofie

tirsdag den 1. juni 2010

Mundvand

Se, hvad jeg købte i går. Det er altså pænt.



Der er noget med nuancer generelt, som jeg simpelthen ikke kan stå for. Ligesom når tekstiler eller sytråd ligger og står sammen i nuance-farveorden. Slikbutik go home, for det er virkelig noget, som kan gøre det svært for mig at styre mig. Det her er lækker merinould, som fingrene bliver helt lanolin-fedtede af at arbejde med, mums! Det bliver til et hæklet babytæppe, -stribet er planen. Bliver spændende om tæppe eller baby kommer først i mål.
Related Posts with Thumbnails