Det ømmeste punkt

Igår var min veninde i nogle (lange) timer rigtig alvorligt bange for, at hun måske havde mistet sin datter, som var forsvundet i de norske fjelde. Heldigvis endte det rigtig lykkeligt. Gudskelov.
Havde jeg ikke selv haft en lille pige, havde jeg stadig været ked af det og dybt bekymret på min venindes vegne igår. Men når man selv har fået barn og er blevet en forælder, så er der altså en helt speciel forældresolidaritet og medfølelse, som forbinder én til andre forældre. I det hele taget, men især når noget med ens børn er rigtig lykkeligt eller aldeles grusomt. Og man gribes af en meget dybere både glæde og angst på andre forældres vegne, særligt de forældre, som også er i ens venne- og bekendtskabskreds.
Og nogle gange, som igår, får det én til at tænke lidt dybere over livet.

At have fået min lille pige, er det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for et kæmpe ansvar, og oplevede en lidt hård og stædig fødselsreaktion, som var lang tid om at slippe mig.
Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)

Men på en dag som igår (og såmænd da også på en helt almindelig udramatisk dag, hvor barnet bare er umuligt), bliver jeg mindet om, hvorfor det også er så forfærdeligt at få et barn. Fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder ( OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.

Men i gårsdagens tankerække nåede jeg også frem til, at der jo er en mening med galskaben. For angsten er jo (surpriiiise) også med til at få en til at sætte pris på det, man har. At glæde sig over livet, de små hjertesmeltende øjeblikke, opleve en grund til at være her. Som f.eks. når den lille fis lige pludselig vender sig om fra legetøjet og siger:"Skal vi ikke lige synge en sang i stedet for at snakke?". Det er da fantastisk!

Lykken er vel at vide, at man har meget at miste, rigtig meget at glæde sig over og helt uendeligt meget at leve for. Bare nogen lige gad at love én på forhånd, at man aldrig vil blive udsat for at miste det. Ik?