Lykken er...

En dejlig dag med manden. Med kærlighed, kys og tre stykker uspecificeret inde i varmen på Aamans Etablissement.
Jeg siger det bare...

Hvert år må man blive en bedre dreng

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!

Mormors kasser

Da min mormor skulle fraflytte sit hjem gennem 40-50 år, var hendes krea-rum i kælderen en guldgrube uden lige. Og det bedste var, at vi måtte tage, hvad vi ville have. Der var kasser og atter kasser med silkepapir, glanspapir, farvet karton, guldborder, bånd, glimmer, glitter, rester af tapet og voksdug fra det forrige århundrede. Det var kort sagt et slaraffenland for enhver kreativ sjæl. Og noget af det bedste var dem her:

Kasserne. Lige så længe jeg kan huske, at jeg sukket efter at eje bare én. Det er simpelthen de fineste, gode gamle og gedigne kassersom jeg slet ikke tør tænke på, hvad ville koste idag. De er stort set ikke slidt selvom de må have mindst 30-40-50 år på bagen, og nu er de mine! Eller, det her er jo kun et lille udsnit, for jeg tror der var 30-40 af dem i kælderen, og der er jo også andre damer i min familie, plus en bror med sans for kvalitet, damn it. Så kasserne er fordelt mellem os, og kan jo rumme hvad som helst, både tøselir og drengegrej. Bemærk det lille vippelåg, som gør det muligt at snige ting i kasserne, uden at tage dem ned...rigtig fiks detalje, når man er et lille, dovent rodehoved, som samtidig kan lide at tingene komme på plads. Jeps. Rektangulære, praktiske, gode!

Jul hjemme hos mig

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

Ses vi?

Noget jeg virkelig har glædet mig til, er omsider en realitet...

Fra nu af er der ved Nørreport easy acces til Oles vidunderlige bærtærter, og åbenbart er det også en kaffebar, så lur mig om ikke de fleste af os vil flokkes om en plads i wonderland.
Det skal i hvert fald ikke vare længe, før jeg er at finde derinde.
Ses vi?