Der var engang, hvor Rådet for Større Færdselssikkerhed (vel sagtens) forsøgte at integrere "tak-for-hjælpen-i-trafikken-tegnet" i den trafikale kommunikationskultur. Kan du huske det? Det er rigtig længe siden, og det var sikkert også dengang politiet standsede trafikken, for at lade andemor slippe over gaden med sine unger. Sådan ca.
Det gik aldrig rigtig med det tegn, og jeg synes da egentlig også, at vi har klaret os fint med den så udmærkede og velfungerende "takkehånd" i bakspejlet. Selvom den nu også kan betyde "undskyld, der kvajede jeg mig vist lidt" ligesom den kan forveksles med "hvad f... laver du??!!". Men alligevel, - det var nu tider, dengang en knyttet "det-er-også-for-galt-næve" eller "brokke-næve" var alt der skulle til, for at udtrykke sin utilfredshed med en medtrafikants kørsel, så det blev forstået.
Men er det ikke som om, at trafik-piben er ved at have fået en lidt anden lyd? Forleden blev min nabo chikaneret af en utålmodig cyklist (cyklist ja!), mens hun, helt efter bogen, holdt tilbage for en forbipasserende bilist. Hun tillod sig en stilfærdig "brokke-næve", hvorefter cyklisten fulgte efter hende og ved næste lyskryds smadrede bilruden, så hun fik glasskår i hovedet.
I dag blev så jeg udnævnt til "klam so" og var sikkert meget tæt på at få en på hovedet, fordi jeg ikke lod mig presse til at køre for stærkt at damen i den bagvedkørende bil. Efter en hasarderet overhaling stod hun simpelthen ud af bilen i det næste lyskryds for at råbe og skrige af mig. I sådan en situation er man jo usandsynligt taknemmelig for sin elektriske bilrude, så man lynhurtigt kan rulle vinduet op og komme i nogenlunde sikkerhed for sådan en bister dametype, som helt sikkert bare kalder Vestre Fængsels kvindeafdeling for "henne hos tøserne i Vestre, ik". Jeg kunne lige klemme sådan et par meget lange og flade Pingu-læber (pingvin, ikke Kronprins) ud i toppen af ruden og besvare hendes eder og forbandelser, mens jeg forsøgte at komme på noget håndtegn, der kunne matche et udbrud af den der kaliber.
Hmm...I guess we're not in Kansas anymore. Mon det er på tide at tænke i noget trafikalt digitalt håndtegn 4.0 anno 2010?
fredag den 9. april 2010
onsdag den 17. marts 2010
Pausefisk...
Jeg er ramt. Hårdt. Af sygt barn (som dog eeeendelig er blevet rask) oven i købet med øjenbetændelse, som trods (skide) sterile mor-hænder er evigheder om at fortage sig helt (øjenbetændelsen...barnet er her stadig. Med verdens mest sterile øjne. I tell you!!! ). Og jeg er reduceret fra kærlig mor til den ondeste onde børnemishandler. Som lægger sit barn i benlås og pløjer striber af (ja ja ok, kortvarigt) blændende salve i øjnene på hende, mens hun vrider sig, er skrækslagen og ulykkelig, trods beroligende ord, kys og kram. Hun hader det, og jeg hader det. Men jeg leger, at jeg var moderen og gør det. Artigt. Morgen og aften. Og hvis jeg (og hun) er heldig, ligger hun så stille, at jeg undtagelsesvis undgår at stikke øjnene lidt ud på hende med tuben samtidig. Og det kan godt være, at den slags bare bør være anledning til et træk på skuldrene (og hos mange, gaaaarvede mødre ER det), fordi det bare hører moderskabet til. Men jeg hader det. Jeg er ellers ikke meget sart i den retning (tror jeg), og er den voksne i husstanden, som ellers tager temperatur og klarer uattraktive sygepleje-situationer, som fremkalder tårer og protester hos barnet. Men det her føles bare så ufedt, for hun virker så lille og sårbar, når hun sidder der med sine små, lukkede, salveindsmurte øjne, og græder blindt ud i luften. Kald mig høne-, pylret og rygradsforladt mor. Jeg hader det!
Fik jeg sagt, at jeg hader det?
Nå. Og så er der nye arbejdsopgaver med undervisning i folkeskolen.
Børn er søde. Mange af dem. Andre er ikke. Og sidstnævnte får mig til at forbløffes og undres over, hvad der egentlig er sket med ungdommen, siden jeg selv var en del af den?? (Den SÅ unge ungdom. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig er en del, af noget af ungdommen. Den sene).
Man skal altså være skrap nu om stunder, for at få respekt og ørenlyd (nåja, måske fordi man selv var blevet en gammelmås, som siger og tænker ord som "ørenlyd". Er jo egentlig også først for nylig holdt op med at stave øreringe med det der ekstra og meget gamle n. "ørenringe"...)
Nåmen... så er man en træt, gammel, gravid dame, når man kommer fra arbejde. Og herunder lider så bloggen.
Og for lige at AFlede opmærksomheden fra manglende indlæg, vil jeg HENlede opmærksomheden på denne dejlige dame, som jeg ELSKER at læse med hos, og som giver mig et dagligt grin. Mange af hendes indlæg hænger ved i ens tankestrømme, og får en til pludseligt at stå og trække dumt på smilebåndet nede i Netto. Feks. det her indlæg. Jeg kan ikke se en pølse uden at grine i øjeblikket. Og indtil jeg er tilbage med vanlig blogge-iver, skulle du tage at smutte forbi hende og læse med. Det kan anbefales.
Fik jeg sagt, at jeg hader det?
Nå. Og så er der nye arbejdsopgaver med undervisning i folkeskolen.
Børn er søde. Mange af dem. Andre er ikke. Og sidstnævnte får mig til at forbløffes og undres over, hvad der egentlig er sket med ungdommen, siden jeg selv var en del af den?? (Den SÅ unge ungdom. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig er en del, af noget af ungdommen. Den sene).
Man skal altså være skrap nu om stunder, for at få respekt og ørenlyd (nåja, måske fordi man selv var blevet en gammelmås, som siger og tænker ord som "ørenlyd". Er jo egentlig også først for nylig holdt op med at stave øreringe med det der ekstra og meget gamle n. "ørenringe"...)
Nåmen... så er man en træt, gammel, gravid dame, når man kommer fra arbejde. Og herunder lider så bloggen.
Og for lige at AFlede opmærksomheden fra manglende indlæg, vil jeg HENlede opmærksomheden på denne dejlige dame, som jeg ELSKER at læse med hos, og som giver mig et dagligt grin. Mange af hendes indlæg hænger ved i ens tankestrømme, og får en til pludseligt at stå og trække dumt på smilebåndet nede i Netto. Feks. det her indlæg. Jeg kan ikke se en pølse uden at grine i øjeblikket. Og indtil jeg er tilbage med vanlig blogge-iver, skulle du tage at smutte forbi hende og læse med. Det kan anbefales.
torsdag den 4. marts 2010
Shhh...jeg er aktiv
Altså, jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men jeg har haft så travlt med at være krea (og også sådan noget, der hedder arbejde), at bloggen er blevet nedprioriteret. Pinligt, pinligt, og ærgeligt, for jeg elsker det jo, det der bloggeri. Men jeg har jo også kastet det ene projekt op i luften efter det andet herude, som ikke rigtigt er kommet nogen vegne, så nu har jeg været nødt til at gøre noget ved dem, og det kan dokumenteres faktisk...om snart.
Og så har den ellers stået på lidt spæd trodsalder herhjemme, så jeg har ikke haft ork til ret meget, når først stængerne har kunnet ligge vandret i sofaen om aftenen, og jeg også i et kort øjeblik er kommet i tanke om, at det faktisk ikke er luft i maven, jeg kan mærke. Nåeh ja, man var jo også gravid, og det er sjovt som der bare slet ikke er hverken tid eller behov for det samme fokus på det, som der var første gang. Men det er nu nok også lidt fordi, at det bare er en rigtig god tid i graviditeten lige nu. For bare en måned siden, var der ikke mange kvalme-fri timer, så nu nyder jeg, at det hele er let...inden det begynder at blive tungt. På snør-lige-mine-snørebånd-for-mig-måden. Og så skal man jo ikke tage fejl af, hvad sol og de der tre små erantis, jeg foreløbig har kunnet plukke i haven, gør ved én og ens aktivitetsniveau. Kæft, hvor er det fedt! Og så lader vi lige som om man slet ikke ser det afslørende sollys på både rude og vase. Tror jeg vil skynde mig at skyde skylden på fedtede børnefingre...
Og så har den ellers stået på lidt spæd trodsalder herhjemme, så jeg har ikke haft ork til ret meget, når først stængerne har kunnet ligge vandret i sofaen om aftenen, og jeg også i et kort øjeblik er kommet i tanke om, at det faktisk ikke er luft i maven, jeg kan mærke. Nåeh ja, man var jo også gravid, og det er sjovt som der bare slet ikke er hverken tid eller behov for det samme fokus på det, som der var første gang. Men det er nu nok også lidt fordi, at det bare er en rigtig god tid i graviditeten lige nu. For bare en måned siden, var der ikke mange kvalme-fri timer, så nu nyder jeg, at det hele er let...inden det begynder at blive tungt. På snør-lige-mine-snørebånd-for-mig-måden. Og så skal man jo ikke tage fejl af, hvad sol og de der tre små erantis, jeg foreløbig har kunnet plukke i haven, gør ved én og ens aktivitetsniveau. Kæft, hvor er det fedt! Og så lader vi lige som om man slet ikke ser det afslørende sollys på både rude og vase. Tror jeg vil skynde mig at skyde skylden på fedtede børnefingre...
mandag den 22. februar 2010
Mor-svælgerier
Bare en lille sidebemærkning.
Jeg har glædet mig til det stort set siden, My begyndte at sove på sit eget værelse for mange, mange måneder siden. Hidtil har hun kort sagt "ja!" ( vist mest for at slippe for at høre på mig, der står der og hænger i døren) eller hun har ignoreret mig, når jeg efter putning har stået i døråbningen og sagt et håbefuldt "go'naat" til hende. Men nu er hun begyndt at svare med et lille syngende "goo'naaat". Og det er SÅ hyggeligt, og sødt...og måske er det nok kun mig, som helt kan forstå, at det er værd at svælge rundt i mit barns nutterier på den måde. Og endnu værre er det jo så, at jeg lige nu tvinger jer andre til svælge med. Sorry. Men sødt er det altså...
Jeg har glædet mig til det stort set siden, My begyndte at sove på sit eget værelse for mange, mange måneder siden. Hidtil har hun kort sagt "ja!" ( vist mest for at slippe for at høre på mig, der står der og hænger i døren) eller hun har ignoreret mig, når jeg efter putning har stået i døråbningen og sagt et håbefuldt "go'naat" til hende. Men nu er hun begyndt at svare med et lille syngende "goo'naaat". Og det er SÅ hyggeligt, og sødt...og måske er det nok kun mig, som helt kan forstå, at det er værd at svælge rundt i mit barns nutterier på den måde. Og endnu værre er det jo så, at jeg lige nu tvinger jer andre til svælge med. Sorry. Men sødt er det altså...
Had-kærlighedsforhold
Der er ting, man hader før man får børn, og som man stadig hader, når man har fået børn. Såsom Teletubbies. I will always hate, det holder jeg altså fast i! Og så er der ting, som man på en eller anden mærkelig måde bliver forført til at elske lidt, fordi man oplever det gennem sit barns øjne. Selvom man ville have forsvoret det.
Sådan er det hjemme hos os med Carsten & Gitte. Carsten & Gitte er vist nok skabt af Anders Morgenthaler og bliver sendt på DR. Og de og hele deres univers, er simpelthen noget af det grimmeste, jeg nogensinde hat set! Og jeg har syntes, at de var støjende, irriterende og bare alt, alt for grimme, til at de skulle have lov at blive lukket ind i vores stue herhjemme. Men så fik My en bog. Og så var vi solgt. Eller My og hendes far var. De har læst den som godnathistorie, og jeg har kunnet høre dem grine og fjolle sammen om bogen...ikke særlig godnat-agtig læsning, men hyggeligt. Og så må man jo overgive sig, for måske er det grimt, men det går tydeligvis rent ind hos barnet, og hvis man selv giver det en chance, så kan man godt forstå hvorfor. Gitte har så store tænder, at hun savler konstant, og hun snotter så meget, at hun kan lave (og laver!) halskæder af sit snot. Carsten har en dum stemme, er tit ramt af udslæt og er i det hele taget også lidt ulækker. My elsker det. Da My og hendes far havde læst den første bog i laser, måtte vi på biblioteket og låne den næste, og stor var lykken, da vi idag med posten modtog endnu et eksemplar i rækken:
Sådan er det hjemme hos os med Carsten & Gitte. Carsten & Gitte er vist nok skabt af Anders Morgenthaler og bliver sendt på DR. Og de og hele deres univers, er simpelthen noget af det grimmeste, jeg nogensinde hat set! Og jeg har syntes, at de var støjende, irriterende og bare alt, alt for grimme, til at de skulle have lov at blive lukket ind i vores stue herhjemme. Men så fik My en bog. Og så var vi solgt. Eller My og hendes far var. De har læst den som godnathistorie, og jeg har kunnet høre dem grine og fjolle sammen om bogen...ikke særlig godnat-agtig læsning, men hyggeligt. Og så må man jo overgive sig, for måske er det grimt, men det går tydeligvis rent ind hos barnet, og hvis man selv giver det en chance, så kan man godt forstå hvorfor. Gitte har så store tænder, at hun savler konstant, og hun snotter så meget, at hun kan lave (og laver!) halskæder af sit snot. Carsten har en dum stemme, er tit ramt af udslæt og er i det hele taget også lidt ulækker. My elsker det. Da My og hendes far havde læst den første bog i laser, måtte vi på biblioteket og låne den næste, og stor var lykken, da vi idag med posten modtog endnu et eksemplar i rækken:
Bogen hedder "Carsten & Gitte - Sommerfugle i maven". Og den der tunge, man kan se i Carstens mund, den kan man røre ved. Den er simpelthen så godt lavet, at My næsten er bange for at røre den. Den er helt blød og klistret og ULÆKKER! Og selve bogen, som er en pop-up-bog, er handler alt muligt, men mest om sjove udtryk såsom "sommerfugle i maven" og "tudse i halsen". Og midt i alt det klamme og grimme er det faktisk både sjovt og ret så lærerigt.
Jeg anbefaler Carsten & Gitte (mest i bøger, i TV fænger de ikke rigtigt herhjemme i hvert fald). Også selvom man skulle tro, at det var løgn!
onsdag den 17. februar 2010
Det ømmeste punkt
Igår var min veninde i nogle (lange) timer rigtig alvorligt bange for, at hun måske havde mistet sin datter, som var forsvundet i de norske fjelde. Heldigvis endte det rigtig lykkeligt. Gudskelov.
Havde jeg ikke selv haft en lille pige, havde jeg stadig været ked af det og dybt bekymret på min venindes vegne igår. Men når man selv har fået barn og er blevet en forælder, så er der altså en helt speciel forældresolidaritet og medfølelse, som forbinder én til andre forældre. I det hele taget, men især når noget med ens børn er rigtig lykkeligt eller aldeles grusomt. Og man gribes af en meget dybere både glæde og angst på andre forældres vegne, særligt de forældre, som også er i ens venne- og bekendtskabskreds.
Og nogle gange, som igår, får det én til at tænke lidt dybere over livet.
At have fået min lille pige, er det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for et kæmpe ansvar, og oplevede en lidt hård og stædig fødselsreaktion, som var lang tid om at slippe mig.
Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)
Men på en dag som igår (og såmænd da også på en helt almindelig udramatisk dag, hvor barnet bare er umuligt), bliver jeg mindet om, hvorfor det også er så forfærdeligt at få et barn. Fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder ( OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.
Men i gårsdagens tankerække nåede jeg også frem til, at der jo er en mening med galskaben. For angsten er jo (surpriiiise) også med til at få en til at sætte pris på det, man har. At glæde sig over livet, de små hjertesmeltende øjeblikke, opleve en grund til at være her. Som f.eks. når den lille fis lige pludselig vender sig om fra legetøjet og siger:"Skal vi ikke lige synge en sang i stedet for at snakke?". Det er da fantastisk!
Lykken er vel at vide, at man har meget at miste, rigtig meget at glæde sig over og helt uendeligt meget at leve for. Bare nogen lige gad at love én på forhånd, at man aldrig vil blive udsat for at miste det. Ik?
Havde jeg ikke selv haft en lille pige, havde jeg stadig været ked af det og dybt bekymret på min venindes vegne igår. Men når man selv har fået barn og er blevet en forælder, så er der altså en helt speciel forældresolidaritet og medfølelse, som forbinder én til andre forældre. I det hele taget, men især når noget med ens børn er rigtig lykkeligt eller aldeles grusomt. Og man gribes af en meget dybere både glæde og angst på andre forældres vegne, særligt de forældre, som også er i ens venne- og bekendtskabskreds.
Og nogle gange, som igår, får det én til at tænke lidt dybere over livet.
At have fået min lille pige, er det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for et kæmpe ansvar, og oplevede en lidt hård og stædig fødselsreaktion, som var lang tid om at slippe mig.
Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)
Men på en dag som igår (og såmænd da også på en helt almindelig udramatisk dag, hvor barnet bare er umuligt), bliver jeg mindet om, hvorfor det også er så forfærdeligt at få et barn. Fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder ( OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.
Men i gårsdagens tankerække nåede jeg også frem til, at der jo er en mening med galskaben. For angsten er jo (surpriiiise) også med til at få en til at sætte pris på det, man har. At glæde sig over livet, de små hjertesmeltende øjeblikke, opleve en grund til at være her. Som f.eks. når den lille fis lige pludselig vender sig om fra legetøjet og siger:"Skal vi ikke lige synge en sang i stedet for at snakke?". Det er da fantastisk!
Lykken er vel at vide, at man har meget at miste, rigtig meget at glæde sig over og helt uendeligt meget at leve for. Bare nogen lige gad at love én på forhånd, at man aldrig vil blive udsat for at miste det. Ik?
tirsdag den 16. februar 2010
Yndlingssyn
Så blev det fastelavn, og My hoppede glad og forventningsfuld i Pippi-tøjet. Men man kan altså godt blive lidt betuttet, når folk, man troede man kendte, pludselig bliver fremmede at se på med hatte, skæg og lange parykker. Men når det kommer til stykket...er der så noget, en bolle med sukker på ikke kan klare?
Og så ved jeg ikke, hvad det er. Men selvom de her små bitte fletninger på det her tidspunkt var ved at flette sig lidt op, så er der bare noget ved det her syn. Jeg kan stirre og stirre på den lille fletninge-nakke. Og så er der bare flere følelser i maven, end der er plads til.
Abonner på:
Opslag (Atom)
