Pausefisk...

Jeg er ramt. Hårdt. Af sygt barn (som dog eeeendelig er blevet rask) oven i købet med øjenbetændelse, som trods (skide) sterile mor-hænder er evigheder om at fortage sig helt (øjenbetændelsen...barnet er her stadig. Med verdens mest sterile øjne. I tell you!!! ). Og jeg er reduceret fra kærlig mor til den ondeste onde børnemishandler. Som lægger sit barn i benlås og pløjer striber af (ja ja ok, kortvarigt) blændende salve i øjnene på hende, mens hun vrider sig, er skrækslagen og ulykkelig, trods beroligende ord, kys og kram. Hun hader det, og jeg hader det. Men jeg leger, at jeg var moderen og gør det. Artigt. Morgen og aften. Og hvis jeg (og hun) er heldig, ligger hun så stille, at jeg undtagelsesvis undgår at stikke øjnene lidt ud på hende med tuben samtidig. Og det kan godt være, at den slags bare bør være anledning til et træk på skuldrene (og hos mange, gaaaarvede mødre ER det), fordi det bare hører moderskabet til. Men jeg hader det. Jeg er ellers ikke meget sart i den retning (tror jeg), og er den voksne i husstanden, som ellers tager temperatur og klarer uattraktive sygepleje-situationer, som fremkalder tårer og protester hos barnet. Men det her føles bare så ufedt, for hun virker så lille og sårbar, når hun sidder der med sine små, lukkede, salveindsmurte øjne, og græder blindt ud i luften. Kald mig høne-, pylret og rygradsforladt mor. Jeg hader det!

Fik jeg sagt, at jeg hader det?

Nå. Og så er der nye arbejdsopgaver med undervisning i folkeskolen.
Børn er søde. Mange af dem. Andre er ikke. Og sidstnævnte får mig til at forbløffes og undres over, hvad der egentlig er sket med ungdommen, siden jeg selv var en del af den?? (Den SÅ unge ungdom. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig er en del, af noget af ungdommen. Den sene).
Man skal altså være skrap nu om stunder, for at få respekt og ørenlyd (nåja, måske fordi man selv var blevet en gammelmås, som siger og tænker ord som "ørenlyd". Er jo egentlig også først for nylig holdt op med at stave øreringe med det der ekstra og meget gamle n. "ørenringe"...)
Nåmen... så er man en træt, gammel, gravid dame, når man kommer fra arbejde. Og herunder lider så bloggen.
Og for lige at AFlede opmærksomheden fra manglende indlæg, vil jeg HENlede opmærksomheden på denne dejlige dame, som jeg ELSKER at læse med hos, og som giver mig et dagligt grin. Mange af hendes indlæg hænger ved i ens tankestrømme, og får en til pludseligt at stå og trække dumt på smilebåndet nede i Netto. Feks. det her indlæg. Jeg kan ikke se en pølse uden at grine i øjeblikket. Og indtil jeg er tilbage med vanlig blogge-iver, skulle du tage at smutte forbi hende og læse med. Det kan anbefales.