Jul hjemme hos mig

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

De sover, Mor!

Ja, så skidt da. Her kommer de mus, selvom jeg ikke er helt stolt ved dem..navnlig ikke ørerne. Man skal lige øve sig lidt, for at filten bliver fast og kraftig nok. Derfor har ørerne ikke helt fået den rette rejsning, om man så må sige, og sidder ikke helt godt nok. Så jeg forsøgte at kompensere med lidt broderet fjæs, og de glade øjne blev, som My konstaterede, måske lidt sovende at se på. Og hvad kan man så overhovedet lege med dem? Men det taknemmelige barn kan lide dem, og det er jo det vigtigste.

Det startede med et par mus

Det har været en dag, hvor der på en eller anden måde både er sket en hel masse og egentlig ikke særlig meget.

Det startede med, at jeg lavede nogle mus. En god bid af dagen har jeg nemlig haft alenetid. Den gik på Frederiksberg Bibliotek sammen med seje svigerinde Pernille. Vi var i den grad til filte-workshop, og vi hyggede os og lagde store planer for vores fælles fremtid i filtbranchen. We'll see...

Eftermiddagen gik med lidt tiltrængt frokost i Valby og så kommer vi til sagen: En hurtig sniger i Søstrene Grene. Jeg har nævnt det før, - jeg elsker julen. Og mens andre lige nu tager dybe indåndinger og er ved at nå brækstadiet over, at julen efterhånden kommer i oktober, tæller jeg, i hvert fald fra nu, lige så stille ned. Til adventskransen skal laves, til julepynten skal op og kalenderlyset tændes. Til december måneds arrangementer her og der og, i særdeleshed efter vi har et institutionsbarn hjemme hos os, ALLEVEGNE. Og til juleferie. Og til jul. Og til at opleve at My oplever det hele helt forfra. Heldige lille æbleskive.

Jeg har det sådan, at Søstrene Grene er et forfærdeligt og et fantastisk sted.
Forfærdeligt fordi: Hvor kan man pludselig synes, at en hel masse skrammel er fint og uundværligt, og så fordi ...hvem har egentlig lavet det, og hvor gamle er de...eller hvor unge?
Fantastisk fordi man kan få en masse inspirerende dimser, bånd, lys, dåser, glas ....og det er billigt!
Det er et dilemma, hvis man først kommer i det global-socialbevidste hjørne.
Nonetheless kom der lidt i kurven, og det kunne være blevet meget værre, hvis ikke jeg havde taget mig lidt sammen. Så må jeg lige tygge lidt på, hvordan, i hvilken kombination og hvor, det skal tages i brug.

Og med hensyn til de der mus. Jeg må konstatere, at en filt-workshop does not a filt-artist make. Så jeg må lige overveje, om de har gjort sig fortjent til at indfinde sig her på bloggen...

Ingen billeder, tak...

Nogle dage forløber helt typisk, helt ubemærket og efter rutinen. Andre dage spænder ben, eller er bare mærkelige. Enkelte dage tager røven lidt på én.

Det sidste døgns tid henne i mit liv kan opsummeres nogenlunde således:
Afleverede grædende barn i legestue
Arbejdede på tekster til min hjemmeside
Ryddede op og gjorde lidt rent inden familiemiddag om aftenen.
Flænsede hånden med et stk. knækket stilk fra vinglas
Holdt splatterfest og storblødte i hele huset
Cyklede liiiige et smut på skadestuen i frisk blæst
Ventede liiiige 2 timer på skadestuen
Cyklede absolut ikke liiiiige, men derimod meget langsomt hjem i strid storm-modvind og haglvejr
Fortsatte oprydningen og vaskede blod væk på crime-scene-måden
Fik assistance til børneafhentning, som fandt sted ca. 2 min. i stress
Havde middagsgæster, hyggeligt faktisk
Hoppede helt udramatisk på hovedet i seng kl. ca. 22
Stod op til "blodsplat the sequel" inde hos My, som havde næseblod ud over hele sengen og sig selv.

Jeg undlader at lægge billede op til dette indlæg, forstås....

Ses vi?

Noget jeg virkelig har glædet mig til, er omsider en realitet...

Fra nu af er der ved Nørreport easy acces til Oles vidunderlige bærtærter, og åbenbart er det også en kaffebar, så lur mig om ikke de fleste af os vil flokkes om en plads i wonderland.
Det skal i hvert fald ikke vare længe, før jeg er at finde derinde.
Ses vi?

Natkiggert med zen

I går aftes skulle jeg mødes med de 5 dejlige piger i min mødregruppe, som jeg er så heldig stadig at ses med her 2 år efter vi mødtes. Vi mødes oftere og oftere om aftenen og uden børn, og det er så skønt at give den gas med den fælles interesse om børne-og -opdragelsessnakken, - uden afbrydelser.

Vores mødested ligger i gåafstand fra mit hjem, og på vejen derhen kom jeg til at tænke på Anna Skyggebjerg og hendes bog "Zen for mødre". Budskabet i hendes bog er, at man som mor (især når man som hun er alenemor) skal huske at tage sig nogle solo-øjeblikke, hvor man nyder at være sig selv, og gøre det man har lyst til. Ego-øjeblikke om man vil, hvor man lader op til at være god mor resten af tiden. Det kan være 5 minutter eller så længe man har mulighed for, bare man gør det. Jeg er enig, jeg tror man bliver en bedre mor af også at prioritere sig selv, om det så er med sport, med et langt aftenbad, eller bare en tur ned til postkassen. Guderne skal vide, at jeg som mor er og har været ekstremt dårlig til at tage mig zen-øjeblikke, og det bliver ikke bedre af, at jeg fungerer ret dårligt med alt, der lugter af spiritualitet. Og dermed også med noget med zen. MEN igår på min gåtur ned til mødregruppen, greb følelsen mig pludselig. Jeg havde efterladt min datter hos sin far, luften var frisk, klar og kold. Jeg gik alene og skulle noget, jeg glædede mig til. Det var sgu zen lige dér!

Og bedst af alt: Om næsten-vinteren, når det er mørkt ude, er det lyst inde. Så er der fri lejlighed til at glo og lure på, hvordan alle naboer og genboer bor og har indrettet sig, og på hvad de laver (læs: hvilke afslørende tv-programmer, der brager ud i stuerne fra mega-fladskærmene, som tydeligvis er et must her i 2650) på en helt almindelig hverdagsaften.
Jeg gik langsomt, og gloede til den store guldmedalje både ud og hjem. Nød luften og lysene, som ledte tankerne hen på den forestående juletid, som jeg elsker.
Måske zen med lidt dårlig stil, men jeg nød det...

Lykken er...

Et rødt Briokomfur.

Og rigtig mange andre fine og søde gaver.

Hold da op, hvor hun havde en god fødselsdag, og hold da op, hvor var forældrene trætte, da vi gik på puden. Truth be told (og det skal den jo), var vi allerede ved at segne efter at have haft dagplejegæster til formiddagsfødselsdag fra kl. 9.30. Tænk at man kan blive så træt af at have sådan et par bittesmå gæster og en dagplejer.

Om aftenen havde vi besøg af de skønne mennesker Todd & Maria (af os kaldt "amerikanerne" og af My "Todd og Hia"), som kom til Mortens And. Dem har My til vores store glæde har kastet sin kærlighed på, og DET er hyggeligt, og endnu mere hyggeligt er det, at kærligheden er gengældt. Det er så dejligt at se ens barn knytte bånd til venner, som man selv holder af, og at have venner, som engagerer sig  i ens barn. Det er altså noget....

Moderen måtte sænke ambitionsniveauet, - efterårs-flora og -fauna-borddækningen blev reduceret undervejs. Egentlig endte jeg med at være helt tilfreds med, at det lykkedes lige at nå at få lidt nødtørftig makeup på. Ja, er der noget man lærer af moderskabet, så er det at omlægge sine prioriteringer.

MEN gæssene blev beviseligt færdige,

og det var et mere end glad og tilfreds fødselsdagsbarn, som lige akkurat kunne holde sig vågen til at puste lysene ud på sin egen lagkage. Den vågne læser vil kunne se små pink figurer på kagen, og nej, det er ikke teletubbies, men Lille My-silhuetter.

Hun måtte holdes lidt hen, fordi vi andre lige skulle bruge lidt længere tid på at mæske os. Min private kok (læs: min skønne mand) lavede and og tilbehør, som sang i ganen og stadig runger af juleduft i mine stuer....