Lillehjernen, Brønden og nominering nr. 1

Der er noget, jeg har tænkt på på det seneste. Altså med den hjerne, som hverken dealer med verdenssituationen, mine børns liv og levned, mit parforhold eller andre (for mig) vigtige emner. Derimod er det den del af hjernen, som opfører sig lidt som om, den ligesom er blevet hængende, siden man var barn. Vi kan jo kalde den Lillehjernen (ved godt der er noget, der rent faktisk hedder Lillehjernen, men lad nu det ligge). Lillehjernen tænker faktisk kun på ligegyldigheder, og har muligvis sin storhedstid de gange i livet, man ammer, og konstant slår hjernefrekvensen over på mega-distræt. Lillehjernen tænker på, hvad den mand man så pille bussemænd, mens han kørte bil, mon i grunden ellers går og laver, og om hans kone mon også fanger ham i at pille busse mænd rimelig ofte (og er hun mon virkelig træt af det??). Lillehjernen beskæftiger sig også med vigtige emner såsom "tænk hvis jeg vandt i Lotto", og er i øvrigt også den lille satan, som får en til at glo ind, når man passerer naboens hus, for lige at se, hvad de mon laver derinde. Ja, for det må jo bare være SÅ megaspændende. Men kan man dy sig??? Nosy little sucker er den, Lillehjernen. Og så har den meninger om andre mennesker. Mange. Og nogle af dem er fordomsfulde, urimelige og generaliserende.
Min mand og jeg har været sammen længe nok til, at vi godt tør dele nogele af de ting, som vores Lillehjerner tænker. Det kan være ret sjovt, og lidt pinligt, og samtalerne om de ting ender gerne med noget med "Det siger vi bare IKKE uden for hjemmets fire vægge, for tænk, hvis nogen troede, at vi mente det helt alvorligt."
Nå men på den måde er Brønden blevet til. Brønden er det sted, som vi smider folk, mest kendte personer, ned i, fordi vi synes, de er latterlige. I Brønden bor (i tilfældig rækkefølge, selvom nogle sommetider ligger dybere dernede end andre) :
Mads Kristensen: Jeg hader selvudnævnte eksperter, og han har engang sagt noget om, at kvinder skulle tage sig sammen og lade være at tage på, når de var gravide, og at hans kone da kunne passe sine bukser 1 uge efter fødslen og i øvrigt kun holdt 3 ugers barsel, og.... NÅ! Hold din kæft!
Anne Grethe Bjarup-Riis: Need I say more? So fucking irriterende og bedrevidende om alt.
Don Ø: Årh...orker næsten ikke, men for det første åbner han ikke sin mund, når han taler. Han hvisler bare ordene ud mellem tænderne. Bad sign.
Jeg kan heldigvis ikke huske alle dem, der bor dernede (ja, ja, så mange er det jo heller ikke), men det kan være, jeg kommer på dem.
Lasse Rimmer er i øvrigt godt på vej ned i Brønden, fordi han ikke vil fatte, at han ikke er sjov og nu konsekvent høhø-griner sig igennem sine egne "oplæser-jokes" i Live fra Bremen, for at overbevise os om, at nu er han sjov. NOT

Nå, men tilbage til det, jeg havde tænkt på med den Lillehjerne. Der er altså også anledning til at nominere folk til en Antibrønd. Jeg ved ikke, hvad man kunne kalde den, men det er i hvert fald et sted, hvor jeg gerne ville løfte folk op og fremvise dem, fordi jeg synes de er særlige. OOOHH, Piedestalen da!
Jeg ved ikke, om jeg er helt om mig nok, og er med der, hvor det sker til ligefrem at lave et nomineringstema her på bloggen, men Lillehjernen er da i hvert fald gået i researchboks i et forsøg på at sætte nogle flere mennesker, som fortjener det, op på en piedestal!

Og tadaaaa. I dag vil jeg gerne starte med at nominere Maren Uthaug. Maren skal i den grad sættes op på en piedestal for sin overmorsomme blog, som er min yndlingsblog for tiden. Hun er simpelthen så ærlig og gudommeligt selvironisk, når hun skriver, at hun også kunne fortjene en medalje oveni. Maren skriver om sin trange økonomi, sin pinlige adfærd, sin irritation over børnene og sine løgne både over for både sig selv og børnene. Især er jeg virkelig imponeret over hendes evne til at formidle helt enkle dagligdagshændelser, så de bliver underholdende historier, som rigtig mange kan nikke genkendende til og grine (højlydt) med på. Hatten af for Maren, som får mig til at grine hver dag.