Moderskabet

Krea med skyer

2010-09-28T03:20:00.000-07:00

Jeg er ved at lave en uro til Isa. Efter inspiration fra denne dame er jeg gået i sky-mode, og er lige nu ved at finde ud af udformningen. Jeg syr dem i hånden for hyggens skyld, sandsynligvis i libertystof, og fylder dem med enten uld eller bamsefyld, alt efter hvor meget jeg tror, der kommer til at blive savlet og tygget på dem, og hvor tilsvarende helse-agtige, de bør være.

Måske bliver den med regndråber helt som i linket oven for, men det kunne også let gå hen at blive en modificeret udgave, som jeg ikke er helt færdig med at udtænke. For jeg kan bedst lide at holde mig til min krea-præmis som er, at tingene skal kunne bruges til flere formål. Jeg er ret vil med både de smarte, forenklende og besparende elementer i den tankegang, og især når det kommer til stort og småt børneudstyr og -legetøj. Når f.eks. et stykke legetøj har flere anvendelsesmuligheder, har man jo dels fået mere for sine penge, man behøver knapt så meget udstyr derhjemme og med på farten, og så får tingene også et meget længere og lidt mere bæredygtigt liv. Og det synes jeg alt sammen selv er brand smart og noget, man godt kan bruge i den tid, hvor man har småkravl i hjemmet, som konstant vokser fra og ud af alting. Har selv lige lagt et hav af babytøj i kælderen, som ungen allerede er vokset fra. Shit der er fart på i det første år!
Derfor vil jeg gerne lave uroen, så i hvert fald nogle af "dingle-elementerne" fra uroen kan tages af, og sættes på barnevognen som uro eller legetøj. Er den sej nok, kan den også sagtens bruges som hyggeligt element over sengen eller i et hjørne af børneværelse, når hun er blevet større. My har i hvert fald allerede forhørt sig om den ikke skal hænge inde på værelset. Der kommer billeder senere, nu må jeg til synålen, mens bebsen sover skønhedssøvn. (Jeg burde i virkeligheden gøre det samme, hvis man spørger mit spejlbillede)

Brombasse og Brombassemor in spe

2010-09-28T02:25:00.000-07:00

Tænk en gang. Min lille pige, har fået plads i en børnehave, og skal starte om en måneds tid. Det er på ingen måde til at fatte, selvom jeg nu sidder med en ny lille baby i armene. Men den anden lille, hun er blevet stor. Og hun stiller spørgsmål, som jeg har svært ved at besvare, hun tager selv sit tøj på, næsten helt selv og næsten helt rigtigt, og hun hjælper til med at lægge vasketøj sammen og på plads. Også næsten helt rigtigt, og så moderen kun får en anelse ticks over, at folder og rækker ikke bliver helt så snorlige, som min autist-lignende ordenssans ville foretrække. (Sjovt nok særdeles selektiv autistisk ordenssans som kun gælder puslebord og køkkenskuffer og skabe...why?)

Nå, og nu starter så en ny epoke i hendes lille liv. Nu skal hun gå på stue med Brombasserne, Mariehønsene eller Sommerfuglene, det ved vi ikke endnu, og der skal smøres madpakke og gås (hæ) til forældremøder. Vi har været helt vildt heldige, og fået plads i den ønskede børnehave, og vi glæder os og er lidt spændte på, hvordan det hele skal gå, for My er en rigtig lille tryghedsnarkoman.

Det er altså en mærkelig blanding af lettelse og glæde over den gode institutionsplads, nostalgiske niv i maven over den dejlige og trygge dagpleje, som vi nu skal sige farvel til...og så lige et lille prik i hjertet over, hvor mange tårer der mon skal løbe. Hos My...og hos mig (godt man kan skyde skylden på hormonerne).

Lillehjernen, Brønden og nominering nr. 1

2010-09-21T07:09:00.000-07:00

Der er noget, jeg har tænkt på på det seneste. Altså med den hjerne, som hverken dealer med verdenssituationen, mine børns liv og levned, mit parforhold eller andre (for mig) vigtige emner. Derimod er det den del af hjernen, som opfører sig lidt som om, den ligesom er blevet hængende, siden man var barn. Vi kan jo kalde den Lillehjernen (ved godt der er noget, der rent faktisk hedder Lillehjernen, men lad nu det ligge). Lillehjernen tænker faktisk kun på ligegyldigheder, og har muligvis sin storhedstid de gange i livet, man ammer, og konstant slår hjernefrekvensen over på mega-distræt. Lillehjernen tænker på, hvad den mand man så pille bussemænd, mens han kørte bil, mon i grunden ellers går og laver, og om hans kone mon også fanger ham i at pille busse mænd rimelig ofte (og er hun mon virkelig træt af det??). Lillehjernen beskæftiger sig også med vigtige emner såsom "tænk hvis jeg vandt i Lotto", og er i øvrigt også den lille satan, som får en til at glo ind, når man passerer naboens hus, for lige at se, hvad de mon laver derinde. Ja, for det må jo bare være SÅ megaspændende. Men kan man dy sig??? Nosy little sucker er den, Lillehjernen. Og så har den meninger om andre mennesker. Mange. Og nogle af dem er fordomsfulde, urimelige og generaliserende.
Min mand og jeg har været sammen længe nok til, at vi godt tør dele nogele af de ting, som vores Lillehjerner tænker. Det kan være ret sjovt, og lidt pinligt, og samtalerne om de ting ender gerne med noget med "Det siger vi bare IKKE uden for hjemmets fire vægge, for tænk, hvis nogen troede, at vi mente det helt alvorligt."
Nå men på den måde er Brønden blevet til. Brønden er det sted, som vi smider folk, mest kendte personer, ned i, fordi vi synes, de er latterlige. I Brønden bor (i tilfældig rækkefølge, selvom nogle sommetider ligger dybere dernede end andre) :
Mads Kristensen: Jeg hader selvudnævnte eksperter, og han har engang sagt noget om, at kvinder skulle tage sig sammen og lade være at tage på, når de var gravide, og at hans kone da kunne passe sine bukser 1 uge efter fødslen og i øvrigt kun holdt 3 ugers barsel, og.... NÅ! Hold din kæft!
Anne Grethe Bjarup-Riis: Need I say more? So fucking irriterende og bedrevidende om alt.
Don Ø: Årh...orker næsten ikke, men for det første åbner han ikke sin mund, når han taler. Han hvisler bare ordene ud mellem tænderne. Bad sign.
Jeg kan heldigvis ikke huske alle dem, der bor dernede (ja, ja, så mange er det jo heller ikke), men det kan være, jeg kommer på dem.
Lasse Rimmer er i øvrigt godt på vej ned i Brønden, fordi han ikke vil fatte, at han ikke er sjov og nu konsekvent høhø-griner sig igennem sine egne "oplæser-jokes" i Live fra Bremen, for at overbevise os om, at nu er han sjov. NOT

Nå, men tilbage til det, jeg havde tænkt på med den Lillehjerne. Der er altså også anledning til at nominere folk til en Antibrønd. Jeg ved ikke, hvad man kunne kalde den, men det er i hvert fald et sted, hvor jeg gerne ville løfte folk op og fremvise dem, fordi jeg synes de er særlige. OOOHH, Piedestalen da!
Jeg ved ikke, om jeg er helt om mig nok, og er med der, hvor det sker til ligefrem at lave et nomineringstema her på bloggen, men Lillehjernen er da i hvert fald gået i researchboks i et forsøg på at sætte nogle flere mennesker, som fortjener det, op på en piedestal!

Og tadaaaa. I dag vil jeg gerne starte med at nominere Maren Uthaug. Maren skal i den grad sættes op på en piedestal for sin overmorsomme blog, som er min yndlingsblog for tiden. Hun er simpelthen så ærlig og gudommeligt selvironisk, når hun skriver, at hun også kunne fortjene en medalje oveni. Maren skriver om sin trange økonomi, sin pinlige adfærd, sin irritation over børnene og sine løgne både over for både sig selv og børnene. Især er jeg virkelig imponeret over hendes evne til at formidle helt enkle dagligdagshændelser, så de bliver underholdende historier, som rigtig mange kan nikke genkendende til og grine (højlydt) med på. Hatten af for Maren, som får mig til at grine hver dag.

Hallooooooo??

2010-09-21T04:36:00.000-07:00

Ja, så var der vist lige én, der fik sig en lang morfar fra bloggen. Men sommeren har været begivenhedsrig, og krævet min opmærksomhed. Og eftersom bloggen jo gerne skal være en overskuds-hobby, og ikke en tung pligt på mine smalle skuldre, er den i den grad blevet nedprioriteret.
Så derfor, med et spædbarn i huset, har jeg holdt en lang pause, og håber nu at jeg kan overskue at skrive indlæg lidt oftere. Det burde jeg. For jeg har fået verdens nemmeste baby. Og den bemærkning skal vist lige skylles efter med noget "indtil videre" og "7-9-13" i håb om, at jeg ikke lige har mega-jinxet tingenes behagelige tilstand.

Jeg skal liiiige...

2010-06-30T04:28:00.000-07:00

Ja, de der billeder af børneværelset lader vente på sig, og det kommer de til at blive ved med lidt. Tiden er ved at løbe fra mig. Vi tager på sommerferie om få dage, så jeg skal liiiige vaske oceaner af vasketøj, pakke tsunamier af tøj og udstyr, sy dynebetræk, lagner, ammepude og hækle babytæppe færdigt. Og så skal jeg liiige lande på sommerferie og stikke en sandskovl i hånden på min store pige og kysse hende, mens hun stadig er mit eneste barn. Og så tror jeg sørme, det er ved at være tid til liiige at føde en unge. Så jeg har en del på programmet den næste måneds tid, og holder sommerfri fra bloggen. Måske afbrudt af et enkelt billede af det nytilkomne vidunder, vi får se.

God sommer derude!
Vi ses, senere på sommeren.

/Sofie

Stor pige, stort værelse...og snart storesøster

2010-06-22T13:54:00.000-07:00

Når man snart skal være storesøster (måske allerede om et par uger), har man brug for et STORT værelse, hvor man kan lege, tegne, høre musik, invitere gæster ind, og sove i fred.

Det bedste af det hele ved, at værelset nu langt om længe er nææææsten færdigt er, at My er SÅ glad for det. I går hængte jeg et dynebetræk op over hendes hyggekrog med madras og puder og lavede hule for hende (den hyggekrog bliver vist også ret anvendeligt for os andre i den meget nære fremtid, når den ene forælder får brug for at forlade dobbeltsengen og få lidt sammenhængende søvn.) "Tak, det var sødt af dig", jublede My så lige så nutte-artigt, hvilket (inden det hele bliver FOR nuttet) var en rigtig dejlig afveksling fra pjevs, piv og gråd fra en lille pige, som i den grad kan mærke, at mors energi er nedadgående.

Den store mave er i vejen for gode, store kram og vild leg, og selvom hun både virker glad og interesseret i både mave, indhold og snak om at blive storesøster, så fornemmer hun vist også, at det hele snart bliver lidt anderledes, end det plejer. Don't we all.

Jeg skal have tage nogle bedre billeder af selve rummet, men foreløbig er jeg ikke nået længere end til at få lidt detaljer fra værelset med. Det når jeg nu. Der har været gang i den med færdiggørelsen af værelset, så denne uge står på afslapning og stilfærdige barselsnusserier, inden vi i næste uge skal pakke usandsynligt meget ned og med, når vi tager hul på sommerferien.

Og vinderne er....

2010-06-07T11:06:00.000-07:00

Så fik vi trukket de heldige vindere af Pogga-puderne!

My trak lod, og de heldige blev, som det kan dokumenteres:

Sara og Brinch-Kristensen! Tillykke!!!

Send mig jeres adresser, og lad mig vide, hvilken pude I foretrækker (blå eller lilla, jeg trækker lod, hvis I vil have den samme) på min mail: sofiegrove@hotmail.com, så får i puden med posten.

/Sofie

Mundvand

2010-06-01T03:35:00.000-07:00

Se, hvad jeg købte i går. Det er altså pænt.

Der er noget med nuancer generelt, som jeg simpelthen ikke kan stå for. Ligesom når tekstiler eller sytråd ligger og står sammen i nuance-farveorden. Slikbutik go home, for det er virkelig noget, som kan gøre det svært for mig at styre mig. Det her er lækker merinould, som fingrene bliver helt lanolin-fedtede af at arbejde med, mums! Det bliver til et hæklet babytæppe, -stribet er planen. Bliver spændende om tæppe eller baby kommer først i mål.

Sådan ser verden ud...

2010-05-30T12:21:00.000-07:00

Fra mit perspektiv lige nu. På alle bogstavelige og overførte måder. Hils mine tæer, hvis du ser dem, - der er rundt regnet et marathonløbs anstrengelse i at undersøge, om de trænger til en forårs brush up. Er det snart juli?

New look

2010-05-30T11:59:00.000-07:00

Jeg har leget lidt med billedredigering, html og ændret header. New season, new look, tænker jeg. I morgen planlægger jeg at indfange et halvt kilo mariehøner, og sende dem op til Vorherre og bede om godt vejr hurtigst muligt. For nu er det altså virkelig snart juni, sommer og tid til sol! Og termin. At Han ved det.

Ja, jeg ved det...

2010-05-28T12:30:00.000-07:00

Og jeg har altså ikke glemt det. Og der er IKKE udtrukket en vinder af give away'en fra Pogga endnu. Begrundelsen er dels for få deltagere og dels nøl fra min side. Jeg beklager. Og så tager vi den lige en gang til! I, som allerede har tilmeldt jer, er det naturligvis stadig, og så må vi se, om I er heldige nok til at være eneste tilmeldte i næste omgang igen. så må oddsene siges at være ret gode!

Reglerne er de samme som sidst.

My trækker vinderne på næste søndag d. 6. juni kl. 19.

God weekend, og pøj pøj!

/
Sofie

Langt om længe

2010-05-05T05:43:00.000-07:00

Fik jeg taget mig sammen til at lægge billeder på bloggen af de stole, som jeg for læææænge siden proklamerede, at jeg skulle istandsætte.

Det startede sådan her:

Og fortsatte sådan her

Og endte omsider sådan her

Det lyder lige lovlig meget frelst og à la Bonderøven, når jeg siger, at det er noget af det bedste jeg ved at genanvende gamle ting. Men jeg siger det lidt alligevel. Og synes selv, at de er blevet fine og hyggelige.

Gave, gave, give away!

2010-05-05T03:37:00.000-07:00

Så folks!
Se nu bare lige her, hvad I kan vinde i dagens give away fra skønne Pogga by NowakCph

Jeg har været så heldig at have fået fingrene i en ( eller faktisk to, jo) rigtige lækkerbiskener til alle jer mødre, som kan lide fine ting til børneværelset, eller til andre barnlige sjæle, som ligesom jeg synes, at sagerne fra NowakCph's børnelinje Pogga er helt vildt fine.
De dygtige damer bag NowakCph og Pogga er dejligt børne- og miljøvenlige, - fra inderst til yderst er tekstiler, tryk og det hele økologisk og økotex-certificeret, så man roligt kan lade sit barn boltre sig med de skønne puder. Puderne her måler ca. 30 x 60 cm (eller "halvtimeter" som det i følge vores lille målebåndsfreak herhjemme insisterer på, at det hedder). Se evt. flere detaljer på Nowakcph's hjemmeside. Og pas på, for de har også en webshop og alt, alt for mange lækre sager, som pludselig bliver aldeles uundværlige!

Nå, jeg udlodder puderne hver for sig, og det du skal gøre for at deltage i lodtrækningen er:

Er du fast læser, smider du naturligvis bare en kommentar om, at du gerne vil deltage (1 lod)
Meld dig som fast læser (1 lod)
Skaf en ny fast læser (giver 2 lodder, hvis du i forvejen selv er fast læser. Husk at skrive, hvem du har skaffet som ny fast læser)
Skriv om denne give away på din blog eller din facebookprofil (3 lodder)

Og så må jeg indrømme, at jeg virkelig skal dy mig for ikke selv at komme til at smide et par lodder i den her pulje. Mys nye værelse er nemlig snart færdigt, og jeg synes godt nok, at begge puderne ville pynte derinde. Der kunne i det mindste godt falde et lille bitte lod af, for at have suget, suget og atter suget maven ind, mens jeg tog billeder af puderne, for at undgå lidt stribet mave i bunden af billedet.

Nå, men så er det ellers bare om at komme i gang!
My trækker vinderen på søndag d. 9. kl. 19.

Held og lykke!

Kh
Sofie

Storfamilie på vandring

2010-04-30T03:47:00.000-07:00

Shit mand. Og så synes vi andre, at det kan være uoverskueligt at tage på udflugt med hele familien.

Ting tager tid, især på Store Hvededag...

2010-04-29T13:41:00.000-07:00

Og vi er i gang med at istandsætte Mys værelse, inden vi bliver én mere i familien om et par måneder. Der kommer billeder senere, men de ligger på mandens kamera, og det vil ikke rigtig enes med min computer...så.

Noget af det gode ved at have sin egen have er, at man kan følge årstiderne på tæt hold. Det bliver man glad i låget af, blandt andet fordi meget af det, der er med til at markere en årstid i haven, er pænt og desuden kan spises. Og i dag kunne jeg så høste de første rabarber og det blev til både is, kompot og sirup, som skal nyyyydes med hyggeligt selskab og forhåbentlig en stribe sol i morgen.

Helt ulig alle andre mødre (aheeem) er mine ambitioner om at være hausfrau, der holder traditioner i hævd, ikke blevet mindre, efter jeg er blevet mor. Så idag blev også dagen, hvor jeg bagte hveder for første gang. Heldigvis var jeg godt i gang med bagningen, da jeg opdagede, at det er en større og særdeles tidskrævende operation at fremstille sølle seks firkantede risteboller, men eftersom jeg var i gang... Så måtte man jo lave tyrkisk dampbad til dem og for-, under-, over- og efterhæve dem og bage dem en syv-otte gange som påkrævet. Og gudskelov lykkedes det vist nogenlunde. Hjemmets største madkritiker kunne i hvert fald lide dem og spiste dem, selvom hun vidste, at der vankede is bagefter.
Lidt foreløbige billeder af kreationerne her..så vil jeg prøve at huske at indfange rabarberanretningen i morgen, inden der sættes gafler, skeer og tænder i dem.

Hvad var der nu galt med "Takke-hånden" og "Brokke-næven"?

2010-04-09T14:26:00.000-07:00

Der var engang, hvor Rådet for Større Færdselssikkerhed (vel sagtens) forsøgte at integrere "tak-for-hjælpen-i-trafikken-tegnet" i den trafikale kommunikationskultur. Kan du huske det? Det er rigtig længe siden, og det var sikkert også dengang politiet standsede trafikken, for at lade andemor slippe over gaden med sine unger. Sådan ca.
Det gik aldrig rigtig med det tegn, og jeg synes da egentlig også, at vi har klaret os fint med den så udmærkede og velfungerende "takkehånd" i bakspejlet. Selvom den nu også kan betyde "undskyld, der kvajede jeg mig vist lidt" ligesom den kan forveksles med "hvad f... laver du??!!". Men alligevel, - det var nu tider, dengang en knyttet "det-er-også-for-galt-næve" eller "brokke-næve" var alt der skulle til, for at udtrykke sin utilfredshed med en medtrafikants kørsel, så det blev forstået.

Men er det ikke som om, at trafik-piben er ved at have fået en lidt anden lyd? Forleden blev min nabo chikaneret af en utålmodig cyklist (cyklist ja!), mens hun, helt efter bogen, holdt tilbage for en forbipasserende bilist. Hun tillod sig en stilfærdig "brokke-næve", hvorefter cyklisten fulgte efter hende og ved næste lyskryds smadrede bilruden, så hun fik glasskår i hovedet.
I dag blev så jeg udnævnt til "klam so" og var sikkert meget tæt på at få en på hovedet, fordi jeg ikke lod mig presse til at køre for stærkt at damen i den bagvedkørende bil. Efter en hasarderet overhaling stod hun simpelthen ud af bilen i det næste lyskryds for at råbe og skrige af mig. I sådan en situation er man jo usandsynligt taknemmelig for sin elektriske bilrude, så man lynhurtigt kan rulle vinduet op og komme i nogenlunde sikkerhed for sådan en bister dametype, som helt sikkert bare kalder Vestre Fængsels kvindeafdeling for "henne hos tøserne i Vestre, ik". Jeg kunne lige klemme sådan et par meget lange og flade Pingu-læber (pingvin, ikke Kronprins) ud i toppen af ruden og besvare hendes eder og forbandelser, mens jeg forsøgte at komme på noget håndtegn, der kunne matche et udbrud af den der kaliber.

Hmm...I guess we're not in Kansas anymore. Mon det er på tide at tænke i noget trafikalt digitalt håndtegn 4.0 anno 2010?

Pausefisk...

2010-03-17T13:55:00.000-07:00

Jeg er ramt. Hårdt. Af sygt barn (som dog eeeendelig er blevet rask) oven i købet med øjenbetændelse, som trods (skide) sterile mor-hænder er evigheder om at fortage sig helt (øjenbetændelsen...barnet er her stadig. Med verdens mest sterile øjne. I tell you!!! ). Og jeg er reduceret fra kærlig mor til den ondeste onde børnemishandler. Som lægger sit barn i benlås og pløjer striber af (ja ja ok, kortvarigt) blændende salve i øjnene på hende, mens hun vrider sig, er skrækslagen og ulykkelig, trods beroligende ord, kys og kram. Hun hader det, og jeg hader det. Men jeg leger, at jeg var moderen og gør det. Artigt. Morgen og aften. Og hvis jeg (og hun) er heldig, ligger hun så stille, at jeg undtagelsesvis undgår at stikke øjnene lidt ud på hende med tuben samtidig. Og det kan godt være, at den slags bare bør være anledning til et træk på skuldrene (og hos mange, gaaaarvede mødre ER det), fordi det bare hører moderskabet til. Men jeg hader det. Jeg er ellers ikke meget sart i den retning (tror jeg), og er den voksne i husstanden, som ellers tager temperatur og klarer uattraktive sygepleje-situationer, som fremkalder tårer og protester hos barnet. Men det her føles bare så ufedt, for hun virker så lille og sårbar, når hun sidder der med sine små, lukkede, salveindsmurte øjne, og græder blindt ud i luften. Kald mig høne-, pylret og rygradsforladt mor. Jeg hader det!

Fik jeg sagt, at jeg hader det?

Nå. Og så er der nye arbejdsopgaver med undervisning i folkeskolen.
Børn er søde. Mange af dem. Andre er ikke. Og sidstnævnte får mig til at forbløffes og undres over, hvad der egentlig er sket med ungdommen, siden jeg selv var en del af den?? (Den SÅ unge ungdom. Jeg bilder mig ind, at jeg stadig er en del, af noget af ungdommen. Den sene).
Man skal altså være skrap nu om stunder, for at få respekt og ørenlyd (nåja, måske fordi man selv var blevet en gammelmås, som siger og tænker ord som "ørenlyd". Er jo egentlig også først for nylig holdt op med at stave øreringe med det der ekstra og meget gamle n. "ørenringe"...)
Nåmen... så er man en træt, gammel, gravid dame, når man kommer fra arbejde. Og herunder lider så bloggen.
Og for lige at AFlede opmærksomheden fra manglende indlæg, vil jeg HENlede opmærksomheden på denne dejlige dame, som jeg ELSKER at læse med hos, og som giver mig et dagligt grin. Mange af hendes indlæg hænger ved i ens tankestrømme, og får en til pludseligt at stå og trække dumt på smilebåndet nede i Netto. Feks. det her indlæg. Jeg kan ikke se en pølse uden at grine i øjeblikket. Og indtil jeg er tilbage med vanlig blogge-iver, skulle du tage at smutte forbi hende og læse med. Det kan anbefales.

Shhh...jeg er aktiv

2010-03-04T01:36:00.000-08:00

Altså, jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til. Men jeg har haft så travlt med at være krea (og også sådan noget, der hedder arbejde), at bloggen er blevet nedprioriteret. Pinligt, pinligt, og ærgeligt, for jeg elsker det jo, det der bloggeri. Men jeg har jo også kastet det ene projekt op i luften efter det andet herude, som ikke rigtigt er kommet nogen vegne, så nu har jeg været nødt til at gøre noget ved dem, og det kan dokumenteres faktisk...om snart.
Og så har den ellers stået på lidt spæd trodsalder herhjemme, så jeg har ikke haft ork til ret meget, når først stængerne har kunnet ligge vandret i sofaen om aftenen, og jeg også i et kort øjeblik er kommet i tanke om, at det faktisk ikke er luft i maven, jeg kan mærke. Nåeh ja, man var jo også gravid, og det er sjovt som der bare slet ikke er hverken tid eller behov for det samme fokus på det, som der var første gang. Men det er nu nok også lidt fordi, at det bare er en rigtig god tid i graviditeten lige nu. For bare en måned siden, var der ikke mange kvalme-fri timer, så nu nyder jeg, at det hele er let...inden det begynder at blive tungt. På snør-lige-mine-snørebånd-for-mig-måden. Og så skal man jo ikke tage fejl af, hvad sol og de der tre små erantis, jeg foreløbig har kunnet plukke i haven, gør ved én og ens aktivitetsniveau. Kæft, hvor er det fedt! Og så lader vi lige som om man slet ikke ser det afslørende sollys på både rude og vase. Tror jeg vil skynde mig at skyde skylden på fedtede børnefingre...

Mor-svælgerier

2010-02-22T10:41:00.000-08:00

Bare en lille sidebemærkning.
Jeg har glædet mig til det stort set siden, My begyndte at sove på sit eget værelse for mange, mange måneder siden. Hidtil har hun kort sagt "ja!" ( vist mest for at slippe for at høre på mig, der står der og hænger i døren) eller hun har ignoreret mig, når jeg efter putning har stået i døråbningen og sagt et håbefuldt "go'naat" til hende. Men nu er hun begyndt at svare med et lille syngende "goo'naaat". Og det er SÅ hyggeligt, og sødt...og måske er det nok kun mig, som helt kan forstå, at det er værd at svælge rundt i mit barns nutterier på den måde. Og endnu værre er det jo så, at jeg lige nu tvinger jer andre til svælge med. Sorry. Men sødt er det altså...

Had-kærlighedsforhold

2010-02-22T09:17:00.000-08:00

Der er ting, man hader før man får børn, og som man stadig hader, når man har fået børn. Såsom Teletubbies. I will always hate, det holder jeg altså fast i! Og så er der ting, som man på en eller anden mærkelig måde bliver forført til at elske lidt, fordi man oplever det gennem sit barns øjne. Selvom man ville have forsvoret det.
Sådan er det hjemme hos os med Carsten & Gitte. Carsten & Gitte er vist nok skabt af Anders Morgenthaler og bliver sendt på DR. Og de og hele deres univers, er simpelthen noget af det grimmeste, jeg nogensinde hat set! Og jeg har syntes, at de var støjende, irriterende og bare alt, alt for grimme, til at de skulle have lov at blive lukket ind i vores stue herhjemme. Men så fik My en bog. Og så var vi solgt. Eller My og hendes far var. De har læst den som godnathistorie, og jeg har kunnet høre dem grine og fjolle sammen om bogen...ikke særlig godnat-agtig læsning, men hyggeligt. Og så må man jo overgive sig, for måske er det grimt, men det går tydeligvis rent ind hos barnet, og hvis man selv giver det en chance, så kan man godt forstå hvorfor. Gitte har så store tænder, at hun savler konstant, og hun snotter så meget, at hun kan lave (og laver!) halskæder af sit snot. Carsten har en dum stemme, er tit ramt af udslæt og er i det hele taget også lidt ulækker. My elsker det. Da My og hendes far havde læst den første bog i laser, måtte vi på biblioteket og låne den næste, og stor var lykken, da vi idag med posten modtog endnu et eksemplar i rækken:

Bogen hedder "Carsten & Gitte - Sommerfugle i maven". Og den der tunge, man kan se i Carstens mund, den kan man røre ved. Den er simpelthen så godt lavet, at My næsten er bange for at røre den. Den er helt blød og klistret og ULÆKKER! Og selve bogen, som er en pop-up-bog, er handler alt muligt, men mest om sjove udtryk såsom "sommerfugle i maven" og "tudse i halsen". Og midt i alt det klamme og grimme er det faktisk både sjovt og ret så lærerigt.

Jeg anbefaler Carsten & Gitte (mest i bøger, i TV fænger de ikke rigtigt herhjemme i hvert fald). Også selvom man skulle tro, at det var løgn!

Det ømmeste punkt

2010-02-17T01:59:00.000-08:00

Igår var min veninde i nogle (lange) timer rigtig alvorligt bange for, at hun måske havde mistet sin datter, som var forsvundet i de norske fjelde. Heldigvis endte det rigtig lykkeligt. Gudskelov.
Havde jeg ikke selv haft en lille pige, havde jeg stadig været ked af det og dybt bekymret på min venindes vegne igår. Men når man selv har fået barn og er blevet en forælder, så er der altså en helt speciel forældresolidaritet og medfølelse, som forbinder én til andre forældre. I det hele taget, men især når noget med ens børn er rigtig lykkeligt eller aldeles grusomt. Og man gribes af en meget dybere både glæde og angst på andre forældres vegne, særligt de forældre, som også er i ens venne- og bekendtskabskreds.
Og nogle gange, som igår, får det én til at tænke lidt dybere over livet.

At have fået min lille pige, er det lykkeligste og mest forfærdelige, der nogensinde er sket for mig. Til at starte med forfærdeligt, fordi (udover at konceptet søvn pludselig forsvandt ud af mit liv) jeg pludselig stod og følte mig magtesløs over for et kæmpe ansvar, og oplevede en lidt hård og stædig fødselsreaktion, som var lang tid om at slippe mig.
Siden er kærligheden blomstret og hun er min store, store kærlighed. Og det i sig selv er en lykke for mig, fordi jeg har oplevet, at de store stærke moderfølelser ikke bare var der som en selvfølge fra starten. Hun gør mig lykkelig med sin tilstedeværelse og sit kærlige og magiske væsen hver dag. Helt ærligt og uden tandsmør på. (Og nogle dage skidetræt, underskuds-agtig og irriteret, ja da!)

Men på en dag som igår (og såmænd da også på en helt almindelig udramatisk dag, hvor barnet bare er umuligt), bliver jeg mindet om, hvorfor det også er så forfærdeligt at få et barn. Fra det øjeblik det lille væsen er i ens verden, har man ikke bare fået verdens ømmeste punkt, man har fået et stort, gabende og blodigt hug ind i den sårbareste achilleshæl. Aldrig har livet været så værdifuldt, aldrig har der været så mange følelser på spil og aldrig har jeg haft så meget at miste som nu. Jeg har heller aldrig været så bange for SELV at dø som nu, for tænkt hvis min lille pige skulle vokse op uden sin mor? Det er jo på den ene side enormt morsomt så selvhøjtidelig man bliver, når man bliver mor, for man er jo i den grad UUNDVÆRLIG, ikke sandt? På den anden side er det tragisk, for dels tror jeg også, at det er den følelse, som er med til at mange kvinder ( OG JEG!) let kommer til at reducere os selv til kun at være mor, og vi glemmer at dyrke og prioritere os selv lidt. Og dels er det jo forfærdeligt, at man i bund og grund går og undertrykker en dødsangst hver dag. Sådan i større eller mindre grad. Jeg ved jo godt, at det jo ikke er sådan, at alle mødre går tynget og hulkende rundt til daglig. Men alligevel ligger angsten der jo i et eller andet dybt følelseslag. Og endnu mere forfærdeligt er det for lidt sarte sjæle som jeg selv (åbenbart), som tager det hele så alvorligt og tungt, at man er mere trist end glad for at have fået sit lille nyfødte barn. Og for nogle også udvikler sig til en reel fødselsdepression.

Men i gårsdagens tankerække nåede jeg også frem til, at der jo er en mening med galskaben. For angsten er jo (surpriiiise) også med til at få en til at sætte pris på det, man har. At glæde sig over livet, de små hjertesmeltende øjeblikke, opleve en grund til at være her. Som f.eks. når den lille fis lige pludselig vender sig om fra legetøjet og siger:"Skal vi ikke lige synge en sang i stedet for at snakke?". Det er da fantastisk!

Lykken er vel at vide, at man har meget at miste, rigtig meget at glæde sig over og helt uendeligt meget at leve for. Bare nogen lige gad at love én på forhånd, at man aldrig vil blive udsat for at miste det. Ik?

Yndlingssyn

2010-02-16T02:57:00.000-08:00

Så blev det fastelavn, og My hoppede glad og forventningsfuld i Pippi-tøjet. Men man kan altså godt blive lidt betuttet, når folk, man troede man kendte, pludselig bliver fremmede at se på med hatte, skæg og lange parykker. Men når det kommer til stykket...er der så noget, en bolle med sukker på ikke kan klare?

Og så ved jeg ikke, hvad det er. Men selvom de her små bitte fletninger på det her tidspunkt var ved at flette sig lidt op, så er der bare noget ved det her syn. Jeg kan stirre og stirre på den lille fletninge-nakke. Og så er der bare flere følelser i maven, end der er plads til.

Pip af Pippi?

2010-02-10T03:15:00.000-08:00

Man bliver altså lidt bims af sådan nogle (mange, siger jeg, MANGE) dage, hvor man bare er inde, slet ikke kommer ud af huset, og dagen består af Pippi, Tommy, Annika, bræk og tøjvask, der altsammen kører i loop. Så bims, at jeg lige skulle tage en dyb indånding, før jeg kunne holde ud at tænke i Pippi-kostume, og komme videre med Mys fastelavns-outfit. Men op på den prikkede hest måtte man jo, og nu er jeg også næsten færdig. Jeg har tegnet, klippet, syet knaphuller (sprutte, hvæse), highfixet, strøget og applikeret. Og nu mangler strømper og strømpebåndet bare, som jeg lige skal have taget mål til. Og ja, det er blevet en lidt tillempet version af originalen, for midt i det hele fik jeg lyst til, at hun også vil kunne bruge Pippi-kjolen bagefter. Så det, der skulle være røde, storkøkkenternede lommer, er blevet til laber liberty, som passer mit matche-fikserede hoved lidt bedre farve-kombi-mæssigt. Som så:

Og nu, hvor jeg så næsten er færdig og kan træde ud af den her Pippi-tidslomme, har jeg så lige opdaget denne lille detalje blandt Mys legetøj...

Hmm... med en lille fiks gul trøje, strikke strik....

And the winner is..

2010-02-07T12:12:00.000-08:00

Dadadaaaaaa....Frk. Munk!
Jeg har bedt Sune sige et tal mellem 1 og 7 (antallet af tilmeldte i lodtrækningen), og hans valg falgt på tallet 4. Og Frk. Munk er den 4. deltager, som har skrevet en kommentar.

Tillykke! Send mig en mail med din adresse (du har vist min mailadresse), så sender jeg kaffen til dig!

God aften.
Sofie

Pippi på stand by

2010-02-07T05:03:00.000-08:00

Jeg burde sidde og sy lige nu. Jeg har indsamlet, -købt og glædet mig til at klippe og tegne og kæmpe med skråbånd. Men indtil videre er det her, så langt som jeg er kommet med at lave Mys Pippi Langstrømpekostume til fastelavn. Og hvis det ikke var fordi, at My er ramt af en lidt stædig maveinfluenza (eller noget), så ville Pippi-tøjet være både hendes og min førsteprioritet lige nu. Hun har kigget og pillet ved sagerne og spørger hele tiden, om jeg skal lave Pippikjole til hende af det der "dof"? Og det gør jeg. Men indtil videre ligger strømper, knapper og "doffet" altså og venter, for jeg vasker sengetøj, sovedyr, gulv, barn og ikke mindst havregrød ud af børnehår i ét væk denne weekend. Nu har jeg lige puttet den lille blegfis, og håber en lille lur hjælper. Og at hun snart har lyst til andet end lyserød "smoofie", som hverken maven, sofaen eller det hvide sovedyr er særligt vilde med.

Men men, not to worry! Jeg husker stadig at trække lod om skøn kaffe i aften! Du kan stadig nå at tilmelde dig. Jeg trækker lod ca. kl. 21.
God søndag.

En tøs! # 2

2010-02-04T11:58:00.000-08:00

Eller bare P.S.
Ja, træerne vokser jo heller ikke ind i tøsehimlen. Da jeg puttede My i seng her til aften, afsluttede hun (ligesom i går og aftenen før) godnat-ritualerne med ordene: "Imorgen får jeg en motorcykel!. En sort! Det kunne jeg rigtig godt tænke mig!"
Jeg ved virkelig ikke, hvor den idé stammer fra?? Alle besynderligheder og skøre indfald i den retning plejer at stamme fra Pippi Langstrømpe...men det kan vist ikke lige passe i det her tilfælde.
I morgen må jeg lige høre, hvem det er hun omgåes, som har sådan én, og som må have inspireret til ønsket.
Men ok, pink neglelak og sort motorcykel. Det holder sgu da!

En tøs!

2010-02-04T11:13:00.000-08:00

Er hvad jeg har. Og jeg er lykkelig for det og for hende. Og for at hun er sådan i sit lille tøsehoved, at hun kommer hjem fra dagpleje og spørger, om hun ikke godt må få neglelak på...også på tæerne, mor! Pink!
DET må hun...

Jeg beklager billedkvali'en. Hun sidder musestille mens både fingre- og tånegle bliver lakeret, og mens de tørrer. Men til sidst var det altså lidt svært at sidde stille. Fantastisk tøs. Alle mødre skulle have lov at få en tøs til at tøse med.

Sooooommer, sommer og sol...

2010-02-03T05:16:00.000-08:00

Jeg har på uforståelig vis formået at dreje nakken af led i løbet af natten. Dagen idag bliver derfor tilbragt på sofaen med varmedunk, og masser af gode, helbredende karma-tanker til nakken. Øv. Det har sneet det meste af dagen, og nu er solen lige brudt en anelse igennem, og jeg ligger og dagdrømmer og længes efter den slags her...

Orv, hvor jeg glæder mig til forår og sommer.

Mmmmhhhhh away...

2010-02-02T04:36:00.000-08:00

Nå, godt så. Så er det blevet tid til, at jeg går all the way med min blog, og bringer min første give away. Min private kok (og dancer...ja, det er bare min mand), har gennem længere tid ristet kaffebønner selv, og det er altså noget ganske andet end selv de allerdyreste ristede luksusbønner, man kan få, skulle jeg hilse at sige. Jeg nyder dem hver aften, og nu skal I andre have chancen for at få fingrene i en helt og aldeles gratis smagsprøve, sendt lige til døren. Så, søndag aften (7/2) trækker jeg lod blandt faste læsere om en portion hjemmeristede luksus-kaffebønner, øko, øko, øko natürlich! For at deltage i lodtrækningen, har du følgende muligheder:

1) Faste læsere skriver blot en kommentar, så er du med! (1 lod)

2) Meld dig som fast læser (1 lod)

3) Skaf en ny fast læser, så deltager du med to lodder. Skriv i kommentarfeltet, hvem du har skaffet.

Glæder mig til at trække den heldige...held og lykke!

Sofie

Søndag, sne og what to do?

2010-01-31T06:47:00.000-08:00

Det er søndag. Med virkelig meget sne. Overalt. Stod op til ambitioner om snemandsbyggeri i haven med entusiastisk mand og barn. En del duplobyggeri og en lidt for kort eftermiddagslur senere (barnets) må jeg indse, at det bare ikke går. Der ligger sne i haven i knæhøjde... I går besluttede vi at kælke op at købe lidt ind, og måtte vende om halvvejs, fordi barnet græd af kulde.Det var simpelthen bare for koldt og ikke spor sjovt. Og dermed må man nok konkludere, at ambitioner om at bygge snemand i knæhøj sne meget hurtigt bliver meget lidt sjovt, når ens knæ sidder en del lavere end de voksnes...Øv...hvad dælen gør man så med al den sjove sne, når den slet ikke er sjov? På sådan en dag længes jeg efter forår og savner sommer, hvor man slet ikke behøver lave noget særligt, men bare er ude i vejret.

Kreastædighed

2010-01-28T12:18:00.000-08:00

Efter sigende kan man blive hvidhåret "over night". Det var også tæt på. For for hulan, hvor kan jeg få dybe panderynker og højtsiddende skuldre, når sådan noget gnidrearbejde stritter imod. Men heldigvis er jeg også forsynet med en vis portion stædighed, når det kommer til kreative projekter. Ikke sådan forstået, at jeg bare bliver ved, til det bliver færdigt (oooooh no....det modsatte kan hurtigt dokumenteres ved et kig i lageret af igangværende kreationer). Nej, men når det kommer til at lære noget nyt i den retning, så VIL jeg fatte det. Og nu sidder den der vist også:

Tadaaaaaaaaaaa!!!

Farverne snyder lidt, - det skal forestille mørk lyng-agtig lilla og marineblå. Otte firkanter er det blevet til indtil videre, og medmindre mine hænder falder af (hvilket det godt kunne tyde lidt på lige nu), så er der et slumretæppe på trapperne. Der findes helt sikkert smukkere eksemplarer out there i blogland, men jaaah altså. Det er fantastisk når kreastædighed betaler sig.

Aaaaarrgggh

2010-01-26T14:06:00.000-08:00

Kom til at blive inspireret af noget garn og noget bog med "hækleskole" i Netto. Hvilket førte til indkøb af ny hæklenål og lækkert garn. Og så ellers i krig med "oldemorfirkanter". Og nu har jeg så siddet og prustet og sukket og jublet og raset på skift hele aftenen. Lidt hækle-teknik-logik er trods alt gået op for mig undervejs, men det tilfredsstillende (hvilket sådan set bare betyder, at det skal ligne det på billederne bare en lille smule) er udeblevet indtil videre. Shit mand. Svigtende graviditets-hukommelse harmonerer dårligt med indlæring af mønstre og gentagende gentagelser af hæklemasker. Jeg har måttet gribe til papir og notesblok, og selv det er åbenbart ikke så ligetil. Faktisk ser det nogenlunde lige så sørgeligt ud som selve hækleriet:

Ubehjælpeligt??? Sy's du???! Hva' så mæ det her???

Ja, det er jo så godt som en firkant....

Og jeg ved ikke, hvad der er værst. At det er min fatteevne eller min hukommelse, den er gal med.

Konklusion: Det ligner noget med at det vist er en god idé at gå i seng...

Goodbyeruth!

Det var egentlig ikke med vilje

2010-01-22T11:23:00.000-08:00

Men My har set Disney Sjov for første gang her til aften. Vi havde set TV-Avisen, fjernsynet var tændt, hun var vågen...og så skete det jo helt af sig selv. Det er ikke fordi, at vi er sådan deciderede modstandere af den slags herhjemme, men hun har jo bare været for lille, og vi har ikke ligefrem opfordret hende til at tage skridtet ind i den fuldbårne børnetilværelse. Læs: Obligatorisk fredag aften med slik og Disney Sjov. Vi var og er simpelthen ikke klar til at lukke op for den fulde børne (støj) pakke endnu. Og slikket bliver der stadig ikke noget af. Jeg står stadig helt af på E-numre, og håber at vi kan holde sodavand og vingummier fra døren bare lidt endnu. Hvorfor? Bare fordi.
Og fordi...selvom man måske ikke dør af det, så er sukkerudbudet og -mængderne bare så meget større og kvaliteten generelt bare så meget ringere nu, end da vi (mig og min generation, ik?)var børn...for ikke at snakke om, da vores forældre var det. Og derfor synes jeg det er vigtigt at være bevidst om, hvor vældige mængder af sukker og (E-numre), man kaster i egen og ikke mindst den unge og uskyldige del af familiens kæft.
Og så bare fordi, at det er en af mine sidste bastioner, en af de sidste holdninger fra før jeg blev mor, som jeg stadig er i stand til at holde fast i.
Men for nu at vende bort fra det hellige og tilbage til udgangspunktet, så bliver tiden og barnet nogen gange modne til noget og finder hinanden helt af sig selv. Som nu her til aften. Og det gjorde ikke spor ondt. Tværtimod, og jeg må juble indeni over, at det der lille væsen, som vi selv har lavet, nu gør børne-menneske-ting helt af sig selv. Disney-lyd er åbenbart indkodet i børns DNA, for den lyd medførte et promte hop op i sofaen, placering af en pude i ryggen, og en magelig stilling. Klar til Disney!
Det ser sådan her ud (Notér venligst benstilling).

Undskyld jeg bander.

2010-01-21T04:43:00.000-08:00

Men det er eddermame længe siden, at vejret har været så dejligt, smukt og solrigt. Jeg elsker vinter, og lider heldigvis slet ikke af vinterdepression som så mange andre. Men altså, denne vinter, synes selv jeg, er laaaang og må godt snart må se at dampe af. Bare sneen og den der umenneskeligt kolde blæst. Men så får man en dag som idag, og så kan man vist ikke klage. Alt er godt. Synes jeg. Især My, der kigger på mig og spørger, om jeg laver halløjsa med øjnene, når jeg blinker til hende. Og så de der bittesmå spark, jeg kan mærke inde i maven. Begge dele er balsam for sjælen, og suppleret med lidt stærk vintersol snerper det faktisk lidt hen ad lykke. Kan man godt sige sådan noget, uden at det lyder kvalmt?

Pakkepost fra Japan

2010-01-14T01:38:00.000-08:00

Se lige her:

Der er altså ikke noget som at modtage en pakke fra den anden side af jorden. Jeg kan aldrig blive træt af at blive imponeret over, at jeg kan sidde og klikke lidt på min computer, og så kommer der post fra Japan. Med fint lille "Thank you-kort" (jeg hører det med klingende japansk accent i mit hoved), og en prøve på et lille bånd med søde fugle og blomster på. Ih, hvaffor noget fint skal det så bruges til? Det kan godt være, at jeg lyder som en gammel granny, men det er da lidt vildt, ikke? Og helt enormt eksotisk og hyggeligt. Og det bedste er, at jeg faktisk aldrig er blevet skuffet over indholdets farve eller kvalitet. Thank God for Ebay, Etsy og dem allesammen. Det her fantastiske stof, en slags japaner-udgave af Lille Sorte Sambo kunne man vel sige, skal laves til nogle små fine sæder til et par arvede børnestole, som jeg snart får ind ad døren. Det bliver altså fint, tror jeg.

Tandlæger & TinsolDATER

2010-01-11T11:21:00.000-08:00

Der kan nå at ske meget på en dag, sommetider. Denne startede med, at My skulle til tandlægen for første gang. Og må jeg sige: Mes compliments til tandlægens pædagogiske evner...NOT! Det skal lige siges, at My af uforklarlige årsager er uhyre flink til at få børstet tænder, og at det aldrig har været en årsag til skrig-hyl-episoder i denne husstand. Dem har vi så haft på andre områder, men den tager vi lige en anden god gang...

Det startede ellers meget godt og pædagogisk med et lille kig på Bamse og Kylling og deres tænder. Men nu er My sjældent sen til at fornemme, når der er "voksen-tricks" i luften, såsom fikse overtalelsesmetoder. Så hun stak i et hyl, og brugte så resten af tiden på at brøle mig ind i brystkassen, mens tandlægen plaprede febrilsk og skingert derudaf som en småhysterisk høne, med fængende, super-kommunikative bemærkninger som "jeg har sørme også et barnebarn på din alder, er det ikke sjovt?".

Jo! Det synes en to-årig da, er noget af det morsomste!! Glem alt om tårer, jeg smækker da bisserne på bordet, og lader den fremmede dame rode mig i munden! Jeg forsøgte helt roligt at sige, at hvis vi lige gav hende et øjeblik, til at få reaktionen ud, så ville det gå fint. Men man sætter åbenbart ikke ekstra tid af, til at skabe grundlaget for et roligt og vellykket første besøg hos tandlægen. Så tilsidst mente Fru Kluk, at hvis "Mor lige holder hende fast, så gør vi det hurtigt". Sådan, well done. Så skal hun nok elske tandlæger fra nu af.
Nå, men et klistermærke og en lilla tandbørste med glimmer rigere, kan man jo hurtigt komme sig over det meste, og hvis det ikke kan gøre det, så er det her noget af det bedste, man kan møde på sin vej, når man trænger til en lille opmuntring.

My insisterer på, at det er tinsoldater. Og ikke bare det, - der skal tryk på "dater". "Efter dem, Mor, det er tinsolDATER!!". No problem...Mor vil også gerne følges lidt med dem :)

Lykken er...

2010-01-08T12:24:00.000-08:00

En dejlig dag med manden. Med kærlighed, kys og tre stykker uspecificeret inde i varmen på Aamans Etablissement.
Jeg siger det bare...

Hvert år må man blive en bedre dreng

2010-01-04T01:39:00.000-08:00

Det er statusopgørelsen ved nytårstid i Peters Jul. Og det er jo ikke helt ved siden af. I hvert fald får jeg hvert år på denne tid en trang til at tænke over, hvordan jeg kan blive et lidt bedre menneske, nå lidt flere mål og blive lidt mere lykkelig i det år, der ligger forude. Forløbig går det meget godt, jeg er trådt ind i 2010 med en stædig, lille lykkefølelse, som jeg håber varer ved.
Det er underligt. Lige efter juledagene når alle ritualer og traditioner er gennemgået, -levet og -nydt, bliver jeg ramt af noget trist. Og det er jeg ikke alene om, så vidt jeg kan spotte ude omkring i blogland. F.eks. bliver den dejlige Julia Lahme-dame blå, når nytåret nærmer sig, og jeg synes julen er gået for stærkt. At jeg aldrig fik den helt og aldeles indåndet, så den nåede at bundfælde sig.

Nå.

Så min tristesse den ligger lige dér, i hullet mellem 2. Juledag og Nytårsaften. Lige dér er det hele øv, uoverskueligt, og der er noget hul indeni, som jeg ligesom ikke kan gøre rede for årsagen til. Det er der bare. Noget er trist og tomt.

Måske er det en lille skuffelse over, at heller ikke denne jul blev den, hvor jeg kunne mærke juleglæden på den dér boblende, utidige, sitrende og utålmodige vente-måde, som jeg gjorde som barn. Hvert år forsøger jeg at bage, pynte eller arrangement-afholde mig henimod den uudholdelige vente-glæde efter Juleaften...men det bliver aldrig helt ind i mave og hjerte, som da mor var dreng, og man ikke kunne sove om natten af spændthed. Øv.

Men så kommer Nytårsaften, som jeg ELSKER. Fordi det er højtideligt, festligt og får mig til at føle, at julefestlighederne ikke er helt forsvundet. Og så er det 1. januar, og så er det at der, i hvert fald i år, kommer noget indre styrke og glæde snigende, som jeg heller ikke helt ved, hvordan opstår. Nytåret bringer tro på, at ting vil lykkes og at ting er mulige. Det er da slet ikke så skidt!

I 2010 vil jeg forsøge at blive en bedre dreng, ved at:
1. Definere mine drømme mere præcist
2. Gå efter de drømme
3. Hoppe i svømmeren igen, mindst 2 gange om ugen (det skal jo være realistiske mål!!!)
4. Gå til pilates igen
5. Være en god mor
6. Tage på barnefri ture og kysse ham dér yndlings lidt mere

Det er da en meget rar lille liste.

Og mens jeg har skrevet den liste, er jeg kommet på den allerstørste grund til, at al den optimisme spirer frem. Jeg sover! Vi sover! My sover nemlig. Virkelig meget, hver nat. 1. januar sov hun til kl. 10. Hun var en rigtig festabe, som IKKE ville sove Nytårsaften, så hun oplevede faktisk rådhusklokker, hop, kransekage og fyrværkeri i en alder af 2 år. Sejt gået. Måske er det bare efterdønningerne, der gør det. Men hun bliver ved, og vi har virkelig fået lov at sove Nytårsaften ud af kroppen. I flere dage. Hun sover til 9.30, og det gør vi så også. Jeg er ellers ret meget et A-menneske, men det dér, - det skal udnyttes! Jeg elsker at få lov at vågne af mig selv, og har stort set ikke prøvet det, i 2 år. Jeg elsker det! Og bliver glad.

Hello 2010!!!

P.S. Juhuuuuuu og lidt øv.

2009-12-15T03:39:00.000-08:00

Jeg indhenter vist lige lovlig meget af det forsømte på bloggen idag, men jeg bliver altså lige nødt til at vise jer det her

Jeg elsker altså, når man finder gode ting i sine gemmer, som man helt havde glemt, at man havde. Det her er bestemt ingen undtagelse. Da jeg skulle tage billeder til mit forrige indlæg om mormors kasser, fik jeg kigget kasserne igennem, og se så lige. Alle de her skønne fjer og mange flere lå sjovt nok i kassen med mærkaten "fjer" på. Dem havde jeg glemt alt om, så jeg må se at finde på noget, jeg kan bruge lidt fjer til. Og midt i al glæden kan man jo så godt ærgre sig lidt over, at man ikke huskede på dem, da man stod der og skulle være innovativ med adventskrans, dørpynt og kalenderlysdekorationer. Lidt øv, men så må det noteres til glæde for næste års pynt.

Mormors kasser

2009-12-15T03:30:00.000-08:00

Da min mormor skulle fraflytte sit hjem gennem 40-50 år, var hendes krea-rum i kælderen en guldgrube uden lige. Og det bedste var, at vi måtte tage, hvad vi ville have. Der var kasser og atter kasser med silkepapir, glanspapir, farvet karton, guldborder, bånd, glimmer, glitter, rester af tapet og voksdug fra det forrige århundrede. Det var kort sagt et slaraffenland for enhver kreativ sjæl. Og noget af det bedste var dem her:

Kasserne. Lige så længe jeg kan huske, at jeg sukket efter at eje bare én. Det er simpelthen de fineste, gode gamle og gedigne kassersom jeg slet ikke tør tænke på, hvad ville koste idag. De er stort set ikke slidt selvom de må have mindst 30-40-50 år på bagen, og nu er de mine! Eller, det her er jo kun et lille udsnit, for jeg tror der var 30-40 af dem i kælderen, og der er jo også andre damer i min familie, plus en bror med sans for kvalitet, damn it. Så kasserne er fordelt mellem os, og kan jo rumme hvad som helst, både tøselir og drengegrej. Bemærk det lille vippelåg, som gør det muligt at snige ting i kasserne, uden at tage dem ned...rigtig fiks detalje, når man er et lille, dovent rodehoved, som samtidig kan lide at tingene komme på plads. Jeps. Rektangulære, praktiske, gode!

Saanktaa Luuciiaaaaa, Sanktaaaa Luciaaaaa

2009-12-15T01:35:00.000-08:00

Sådan ser det ud, når man står og venter på Luciaoptog i Tivoli på en rigtig kold søndag aften. Billedet er måske ikke af den bedste kvalität, men jeg synes egentlig, det afspejler situationen og oplevelsen meget godt. Enormt meget hygge, stemning, glæde og imponade over Tivoli i julen 2009. Og så samtidig også lidt for meget kulde (måske især om tæerne, - damn de dyre støvler...børnetæer formår jo at blive kolde UANSET hvor mange, hvor få og hvor uldne og u-uldne lag, de pakkes ind i). Og lidt for megen venten i hektisk menneskemylder...og en far der hentede varm kakao, og kom for sent tilbage til højdepunktet, hvor de små bekronedes sang bølgede forbi os. Men vi fangede dem henne ved Nimb og ved nu til næste år, at det er dér, man skal tage opstilling fra starten, for at få den helt rigtige udsigt. Og hvis politiet så også kunne indstille deres helikopter til at hænge et andet sted end lige over Nimb til næste år, SÅ bliver det rigtig fint.
Men når det så er sagt, skal man jo ikke klage. Der ER jo fint derinde, jeg kan på helt mainstream, kommerciel og banal vis ikke få nok af de dér gyldne hængepile ved søen i Tivoli, -det er altså smukt. Og barnet var glad (græd godt nok lidt over, at Lucia var slut...så poetisk) og fik sit første (og tydeligvis IKKE sidste) kakao-mælkeskæg, og vi voksne kyssede og sneen dryssede. Og så er det ikke engang løgn. Tilgiv mig rimet for julehistoriens og romantikkens skyld.

Lidt af det + lidt af det = minder?

2009-12-11T04:53:00.000-08:00

Ej, jeg har været sløv på bloggen den sidste uge (eller uger??). Men det er også fordi, der foregår ting og sager, når det er julemåned. Som kræver tid og hygge. Som det her

Og alt muligt andet, som er alt for (jule)hemmeligt, til at blive afbilledet på bloggen. Og ja, Jeg har rent faktisk taget mig sammen til at lave lidt julebag i år, og det fik mig til at tænke på, hvad det er, der sker for mig med julen og tid sådan cirka hvert år. I november har jeg en million tanker, billeder (altså dér inde i hovedet ikke?) af, hvor julet det hele skal blive. Og alligevel tager tiden fusen på mig, og pludselig er det jul. Men i år får den ikke lov at smutte uden om, den julemåned. I år skal der gennemjules, for det er sådan, tiden fyldes ud, får fylde og det er faktisk lig med hyggelige, rare juleminder. Og de er slet ikke dårlige at samle på.

When you wish upon a staaaaaar *

2009-12-03T01:12:00.000-08:00

Jeg har været syg eller noget, der ligner, de sidste dage. Og det er da ualmindeligt irriterende. Dels fordi jeg har måttet ligge som en anden Maude hver andet øjeblik, og dels fordi jeg nu er kommet helt bagud med julepynten og -stemningen i det hele taget. Altså jeg kan slet ikke komme op i julegear! Og jeg som tog hul på det hele tidligere end normalt, - nu skulle der jo gerne være hygge, knas, lys, juledufte og pynt på dameblads-måden i alle kroge, karme og kaminåbninger. (Ja da, vi har masser af kaminer, - på Disneymåden...I wish). Nå, nu er det blevet til en enkelt vindueskarm, adventskrans og lidt kalenderlysdeko. Smukt omgivet af nullermænd og støv fra brændeovnen...not so Disney. Så jeg må vel igang, selvom mit korpus stadig mærker sengen kalde...bare man havde en Jesper Fårekylling, der ligesom svingede med noget tryllestav, ryddede op på Mary Poppins-måden og lige fik ens wishes til at komme true... Måske blæser skidtet selv ind i krogene, hvis jeg bare sidder her og hoster længe nok. Sådan à la sommerfugle-effekten.

Jul hjemme hos mig

2009-11-27T03:17:00.000-08:00

Henne i mit liv har grundstemningen i julen altid ligget op ad Peters Jul. God, gammeldags og traditionsfast jul, uden svinkeærinder og fikse nye idéer. Og dog. For 3 år siden blev min mand og jeg gift 2. Juledag, så lidt programændringer er det jo blevet til. Men nogle hyggelige nogle af slagsen.
Men derudover skal alt gå efter en nogenlunde lige snor. Juletræet SKAL være rødgran, det SKAL være pænt og symmetrisk, og det har altid været en dagslang jagt, som endte med sure børne-miner, hvis ikke træet var helt som det skulle være. Det lyder sørme hyggeligt...tjoh..men det var og er det. Træet tages først ind Lille Juleaften, og pyntes efter alle børn er puttet. Jeg er desværre ikke barn mere...
Vi er aldeles ureligiøse, og eftersom min mor er jordemoder, har vi taget en bornholmsk tradition til os (min og min mands familie bor på Bornholm) og har en stork (kreeret af moi-même) i toppen.
Juleaften spiser vi først risengrød og så gås med alt det gode til. Og min far serverer en himmelsk rødvin. Og så danser vi om juletræ, og så er der kaffe, avec, småkager, chokolader og gaver, skønt!

Men inden vi når så langt, er der stadig en julemåned at glæde sig til...
Min 92-årige mormor var kunstner da hun stadig arbejdede. Hun levede, til tider oven i købet fedt, af at lave papirkunst og hun dekorerede bl.a. Illums Bolighus' julevinduer med sine ting. Hun var uhyre dygtig og opfindsom, og jeg elsker når det er tid til at finde julepynten frem, og placere mormors fine ting rundt omkring. Som barn var min søster og jeg med til juleudstillinger og ferniseringer, og hjalp med at sælge hendes ting, og jeg kan huske fornemmelsen af at føle mig lidt vigtig på hendes vegne. Jeg beundrede hende og gør det stadig, for hendes evner og for det, at hun har placeret "mærker" fra sit liv, som vil leve efter hende. Vi i familien, og andre mennesker, som ejer hendes ting, vil så længe de holder, kunne tage tingene frem og glæde os over dem. På den måde vil hun altid blive ved med at være her, også når hun ikke er her mere.

Og nu er det nu! Jeg gider ikke vente til 1. søndag i advent, som jeg plejer (hov! var det ikke en fiks ny idé??), og starter i dag med at pynte op og gøre ved. Imorgen tager My og jeg på tur, og finder fine ting til adventskransen og dekorationen til kalenderlyset. I'll be back med det hele!

De sover, Mor!

2009-11-27T02:31:00.001-08:00

Ja, så skidt da. Her kommer de mus, selvom jeg ikke er helt stolt ved dem..navnlig ikke ørerne. Man skal lige øve sig lidt, for at filten bliver fast og kraftig nok. Derfor har ørerne ikke helt fået den rette rejsning, om man så må sige, og sidder ikke helt godt nok. Så jeg forsøgte at kompensere med lidt broderet fjæs, og de glade øjne blev, som My konstaterede, måske lidt sovende at se på. Og hvad kan man så overhovedet lege med dem? Men det taknemmelige barn kan lide dem, og det er jo det vigtigste.

Det startede med et par mus

2009-11-21T13:28:00.000-08:00

Det har været en dag, hvor der på en eller anden måde både er sket en hel masse og egentlig ikke særlig meget.

Det startede med, at jeg lavede nogle mus. En god bid af dagen har jeg nemlig haft alenetid. Den gik på Frederiksberg Bibliotek sammen med seje svigerinde Pernille. Vi var i den grad til filte-workshop, og vi hyggede os og lagde store planer for vores fælles fremtid i filtbranchen. We'll see...

Eftermiddagen gik med lidt tiltrængt frokost i Valby og så kommer vi til sagen: En hurtig sniger i Søstrene Grene. Jeg har nævnt det før, - jeg elsker julen. Og mens andre lige nu tager dybe indåndinger og er ved at nå brækstadiet over, at julen efterhånden kommer i oktober, tæller jeg, i hvert fald fra nu, lige så stille ned. Til adventskransen skal laves, til julepynten skal op og kalenderlyset tændes. Til december måneds arrangementer her og der og, i særdeleshed efter vi har et institutionsbarn hjemme hos os, ALLEVEGNE. Og til juleferie. Og til jul. Og til at opleve at My oplever det hele helt forfra. Heldige lille æbleskive.

Jeg har det sådan, at Søstrene Grene er et forfærdeligt og et fantastisk sted.
Forfærdeligt fordi: Hvor kan man pludselig synes, at en hel masse skrammel er fint og uundværligt, og så fordi ...hvem har egentlig lavet det, og hvor gamle er de...eller hvor unge?
Fantastisk fordi man kan få en masse inspirerende dimser, bånd, lys, dåser, glas ....og det er billigt!
Det er et dilemma, hvis man først kommer i det global-socialbevidste hjørne.
Nonetheless kom der lidt i kurven, og det kunne være blevet meget værre, hvis ikke jeg havde taget mig lidt sammen. Så må jeg lige tygge lidt på, hvordan, i hvilken kombination og hvor, det skal tages i brug.

Og med hensyn til de der mus. Jeg må konstatere, at en filt-workshop does not a filt-artist make. Så jeg må lige overveje, om de har gjort sig fortjent til at indfinde sig her på bloggen...

Ingen billeder, tak...

2009-11-19T02:01:00.000-08:00

Nogle dage forløber helt typisk, helt ubemærket og efter rutinen. Andre dage spænder ben, eller er bare mærkelige. Enkelte dage tager røven lidt på én.

Det sidste døgns tid henne i mit liv kan opsummeres nogenlunde således:
Afleverede grædende barn i legestue
Arbejdede på tekster til min hjemmeside
Ryddede op og gjorde lidt rent inden familiemiddag om aftenen.
Flænsede hånden med et stk. knækket stilk fra vinglas
Holdt splatterfest og storblødte i hele huset
Cyklede liiiige et smut på skadestuen i frisk blæst
Ventede liiiige 2 timer på skadestuen
Cyklede absolut ikke liiiiige, men derimod meget langsomt hjem i strid storm-modvind og haglvejr
Fortsatte oprydningen og vaskede blod væk på crime-scene-måden
Fik assistance til børneafhentning, som fandt sted ca. 2 min. i stress
Havde middagsgæster, hyggeligt faktisk
Hoppede helt udramatisk på hovedet i seng kl. ca. 22
Stod op til "blodsplat the sequel" inde hos My, som havde næseblod ud over hele sengen og sig selv.

Jeg undlader at lægge billede op til dette indlæg, forstås....

Ses vi?

2009-11-16T07:48:00.000-08:00

Noget jeg virkelig har glædet mig til, er omsider en realitet...

Fra nu af er der ved Nørreport easy acces til Oles vidunderlige bærtærter, og åbenbart er det også en kaffebar, så lur mig om ikke de fleste af os vil flokkes om en plads i wonderland.
Det skal i hvert fald ikke vare længe, før jeg er at finde derinde.
Ses vi?

Natkiggert med zen

2009-11-13T13:41:00.000-08:00

I går aftes skulle jeg mødes med de 5 dejlige piger i min mødregruppe, som jeg er så heldig stadig at ses med her 2 år efter vi mødtes. Vi mødes oftere og oftere om aftenen og uden børn, og det er så skønt at give den gas med den fælles interesse om børne-og -opdragelsessnakken, - uden afbrydelser.

Vores mødested ligger i gåafstand fra mit hjem, og på vejen derhen kom jeg til at tænke på Anna Skyggebjerg og hendes bog "Zen for mødre". Budskabet i hendes bog er, at man som mor (især når man som hun er alenemor) skal huske at tage sig nogle solo-øjeblikke, hvor man nyder at være sig selv, og gøre det man har lyst til. Ego-øjeblikke om man vil, hvor man lader op til at være god mor resten af tiden. Det kan være 5 minutter eller så længe man har mulighed for, bare man gør det. Jeg er enig, jeg tror man bliver en bedre mor af også at prioritere sig selv, om det så er med sport, med et langt aftenbad, eller bare en tur ned til postkassen. Guderne skal vide, at jeg som mor er og har været ekstremt dårlig til at tage mig zen-øjeblikke, og det bliver ikke bedre af, at jeg fungerer ret dårligt med alt, der lugter af spiritualitet. Og dermed også med noget med zen. MEN igår på min gåtur ned til mødregruppen, greb følelsen mig pludselig. Jeg havde efterladt min datter hos sin far, luften var frisk, klar og kold. Jeg gik alene og skulle noget, jeg glædede mig til. Det var sgu zen lige dér!

Og bedst af alt: Om næsten-vinteren, når det er mørkt ude, er det lyst inde. Så er der fri lejlighed til at glo og lure på, hvordan alle naboer og genboer bor og har indrettet sig, og på hvad de laver (læs: hvilke afslørende tv-programmer, der brager ud i stuerne fra mega-fladskærmene, som tydeligvis er et must her i 2650) på en helt almindelig hverdagsaften.
Jeg gik langsomt, og gloede til den store guldmedalje både ud og hjem. Nød luften og lysene, som ledte tankerne hen på den forestående juletid, som jeg elsker.
Måske zen med lidt dårlig stil, men jeg nød det...

Lykken er...

2009-11-11T02:36:00.000-08:00

Et rødt Briokomfur.

Og rigtig mange andre fine og søde gaver.

Hold da op, hvor hun havde en god fødselsdag, og hold da op, hvor var forældrene trætte, da vi gik på puden. Truth be told (og det skal den jo), var vi allerede ved at segne efter at have haft dagplejegæster til formiddagsfødselsdag fra kl. 9.30. Tænk at man kan blive så træt af at have sådan et par bittesmå gæster og en dagplejer.

Om aftenen havde vi besøg af de skønne mennesker Todd & Maria (af os kaldt "amerikanerne" og af My "Todd og Hia"), som kom til Mortens And. Dem har My til vores store glæde har kastet sin kærlighed på, og DET er hyggeligt, og endnu mere hyggeligt er det, at kærligheden er gengældt. Det er så dejligt at se ens barn knytte bånd til venner, som man selv holder af, og at have venner, som engagerer sig i ens barn. Det er altså noget....

Moderen måtte sænke ambitionsniveauet, - efterårs-flora og -fauna-borddækningen blev reduceret undervejs. Egentlig endte jeg med at være helt tilfreds med, at det lykkedes lige at nå at få lidt nødtørftig makeup på. Ja, er der noget man lærer af moderskabet, så er det at omlægge sine prioriteringer.

MEN gæssene blev beviseligt færdige,

og det var et mere end glad og tilfreds fødselsdagsbarn, som lige akkurat kunne holde sig vågen til at puste lysene ud på sin egen lagkage. Den vågne læser vil kunne se små pink figurer på kagen, og nej, det er ikke teletubbies, men Lille My-silhuetter.

Hun måtte holdes lidt hen, fordi vi andre lige skulle bruge lidt længere tid på at mæske os. Min private kok (læs: min skønne mand) lavede and og tilbehør, som sang i ganen og stadig runger af juleduft i mine stuer....

Gås in the making...

2009-11-08T14:19:00.000-08:00

My har som nævnt fødselsdag på tirsdag, og jeg er godt i gang med at forberede dagen. Og det lyder måske lige lovlig ambitiøst og overdrevent, men jeg har stadig dårlig samvittighed over at have født et barn ind i årets mest grå og triste måned. Så nu, hvor hun er blevet stor nok til at vide, at hun har fødselsdag, giver jeg den gas (gås, hæ) med hyggelige fødselsdag-med-efterårstema-ting. Hun har fødselsdag på den eneste dag i november, hvor der i forvejen var noget, der lignede noget, der kunne skabes lidt festivitas omkring, - Mortens Aftens Dag. Så jeg syr gæs...of course til en fødselsdag tænker du måske, men meningen er, at der skal være alle mulige dyr, efterårsblomster og -væsner på bordet. Så håber jeg, at hun kan lære at elske november. Gæssene skal fyldes med uld, og det er faktisk lige før jeg har følt mig lidt som sådan en foie gras-producent, mens jeg har siddet og stoppet uld ned i halsen på den stakkels gås. De er snart færdige, og har undervejs set sådan ud:

De færdige gæs må lægges herud næste gang.
Hendes far og jeg glæder os mindst lige så meget som hende til på tirsdag, - det er så fedt, at opleve og genopleve barneglæden ved at have fødselsdag gennem hende. Det skorter ikke på hentydninger af den knapt så idylliske og beskedne slags: "Tirsdag er min føttedag mor...så er det fest...jeg skal have gave". Ja, det er noget, hun gennem længere tid er blevet hjernevasket med af det større barn i dagplejen....men mon ikke hun får ret?

Nå da da

2009-11-05T02:08:00.001-08:00

Nå, så tager jeg mig sammen, og begynder rent faktisk at skrive noget på min blog.
Og hvad er planen så egentlig? Jo, the rules are, there ain't no rules! Her skal min indre rodebutik udleves, dokumenteres og systematiseres. Det er jo et banalt faktum, at ting bliver mere overskuelige, når man sætter ord på dem. Og så tror jeg også, at man bliver bedre til at opdage, anerkende og sætte pris på, at man har et rigtig godt liv, når man giver sig tid til at beskrive og dokumentere det med ord og billeder. Så min blog skal bruges til netop det, og så til at udvikle mine idéer, dele, sparre og lade mig inspirere af andre skønne bloggere. Den kommer forhåbentlig også til at medvirke til at bringe mig et skridt nærmere mine arbejdsprojekter og drømme. Med andre ord, her kommer stort og småt, personligt og fagligt fra mit liv og min hverdag.

For tiden pusler jeg med alverdens små og store kreative projekter, selvstændig virksomhed undervejs, og indimellem det nyder jeg min mand og vores ubeskriveligt skønne datter My. Hun kommer nok også til at fylde en hel del her på bloggen...Hun fylder 2 år på tirsdag, og til forskel fra sidste år ved hun det, og hun glæder sig. Og det er næsten ikke til at tåååle at se det lille menneske juble og sige jubiiiiii, når man snakker om det. Det er altså glæde, der smitter.